Hun har været med til at forme ham. Men faktisk var det tilfældigt, at Peter Schmeichel mødte den kvinde, der gjorde så stort indtryk.

Tiden skal skrues tilbage til 2013. Målmandslegenden Peter Schmeichel var blevet skilt og var flyttet ind i en lille lejlighed i København.

»Jeg kan huske, at jeg kiggede mig rundt i den lille lejlighed og tænkte: 'Det er lang tid siden, jeg har været så lykkelig.' Jeg var klar til at gøre status over mit liv og finde ud af, hvem jeg ville være, og selvom min nye bopæl var trang og lille, repræsenterede den plads og frihed for mig. Først og fremmest var jeg ivrig efter at komme videre,« fortæller Schmeichel i bogen 'One', der udkommer torsdag.

Det skulle dog vise sig, at han snart uden at vide det ville finde en helt anden slags lykke oveni.

For da hans ven Thomas ringede en dag og spurgte, om han ville med på restaurant Pluto sammen med NFL-legenden Morten Andersen, takkede Schmeichel ja.

Og på restauranten sad nogle kvinder ved bordet ved siden af, som målmandslegendens selskab faldt i snak med.

En af dem var Laura von Lindholm, som han klikkede med og siden mødte nogle gange i byen. De tog på date, men ingen af dem var klar til et seriøst forhold. De havde det dog godt sammen.

»Jeg kunne også godt lide, at hun intet kendte til fodbold eller min karriere. Sport havde aldrig været en del af hendes liv, og jeg følte, at det var mig, hun var interesseret i, ikke fodboldspilleren, hvad en del andre åbenlyst var,« siger Schmeichel.

Peter Schmeichel mødte Laura von Lindholm i 2013. Året efter blev de kærester.
Peter Schmeichel mødte Laura von Lindholm i 2013. Året efter blev de kærester. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

De to begyndte at se mere til hinanden, blev kærester i 2014, og Peter Schmeichel droppede at flytte tilbage til England, som ellers var planen.

Han flyttede tilbage til sit hus i Espergærde, han renoverede det og nød at være der.

»Laura kunne også lide at være der. 'Er det ikke på tide, vi flytter sammen?', spurgte hun, da vi havde kendt hinanden et par år. Skal jeg være ærlig, er jeg ikke sikker på, at jeg var klar til det. Men problemet var, at jeg havde mødt min drømmekvinde. Skulle jeg beskrive min ideelle partner, ville det være Laura. Og så betyder timingen mindre,« fortæller Peter Schmeichel.

Han friede til Laura von Lindholm, der i dag er ernæringsekspert og skuespiller, i februar 2019, og de blev gift 15. juni samme år i Egebæksvang Kirke i Espergærde.

»Jeg tror aldrig, at jeg har været et bedre sted i mit liv end nu. Når man bliver lidt ældre, er det nogle andre ting, som tager prioritet, end når man er ung. Man har lidt mere ro i det hele taget, for man ved flere ting og har mere erfaring omkring, hvad der sker i livet. Jeg er et rigtig godt sted i mit liv, det er jeg,« sagde den tydeligt rørte Manchester United-legende i den forbindelse.

Laura von Lindholm har tidligere fortalt, hvordan hun blev overrasket af sin mand, der havde skrevet en sang til hende.

Mens Peter Schmeichel har to børn, Kasper og Cecilie Schmeichel, har Laura von Lindholm tre børn fra et tidligere ægteskab.