»Jeg kommer hjem og kigger på den for første gang, og så ser jeg, der er 24 ubesvarede opkald fra det samme nummer.«

Ken Ilsø husker dagen tydeligt. Vi skal skrue tiden tilbage til 27. januar 2019, hvor den danske fodboldspiller havde været til træning. Det havde været sjovt, og efterfølgende spiste han frokost med to fra holdet.

Han havde slet ikke kigget på sin telefon, fortæller han i podcasten 'Friløber'. Men da han så gjorde det, kunne han fornemme, noget var helt galt.

Ken Ilsø, dengang han spillede i Superligaen.
Ken Ilsø, dengang han spillede i Superligaen. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Så tænker jeg 'hold da op'. Så kigger jeg på beskederne, og der er tre beskeder, hvor der står 'please call back' (ring venligst tilbage, red.). Jeg tænkte 'hvad fanden er det her'?« fortæller Ken Ilsø.

På daværende tidspunkt spillede han i australske Adelaide United, hvor han ikke lægger skjul på, han havde det svært.

Ensomheden uden for banen var hård, og det var den, der gjorde, at han en dag tog en dum beslutning. En beslutning, der gjorde, at han den januardag lyttede til sin telefonsvarer for at høre antidopingmyndighederne i den anden ende af røret.

De havde en besked, der efterfølgende fik store konsekvenser for Ken Ilsø. Han var testet positiv for benzoylecgonin. Stoffet findes i kokain, som fodboldspilleren havde taget i det, han selv kalder 'et svagt øjeblik', har han tidligere fortalt til Spillerforeningen.

»Så sagde jeg 'hvad så'. Jeg blev selvfølgelig ramt af en chok-følelse. Det var næsten, som om min sjæl forsvandt. Det er næsten den eneste måde, jeg kan forklare det på, da hun sagde det. 'Hvad betyder det, hvad har det af konsekvenser for mig?'. Jeg gik lidt i panik. Hun sagde så 'jeg ved ikke, hvad der skal ske nu'. Så lægger jeg telefonen fra mig og siger bare 'nej, nej, nej, nej' hele tiden,« fortæller Ken Ilsø, der også hamrede både hånd og hovedet ind i væggen i håb om, det hele bare var en ond drøm.

Ken Ilsø spillede blandt andet i FC Midtjylland.
Ken Ilsø spillede blandt andet i FC Midtjylland. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Efterfølgende gik tiden med at ringe. Først til den australske spillerforening. Så forældrene og brødrene. Og opkaldet til sin mor husker Ken Ilsø tydeligt, fortæller han i podcasten.

»Jeg ringer og fortæller, jeg er testet positiv. Så siger hun 'nej, det er ikke rigtigt. Det er ikke godt, Ken'. Hun bryder sammen. Jeg tror, det er meget menneskeligt, at ender man i en choktilstand i livet, bliver mange af tingene blurry, og man husker dem ikke så godt,« siger han og fortsætter:

»En ting, jeg husker fra det opkald, er, at hun siger 'Ken, nu trækker du lige luft ind og skal lige vide en ting. Du har ikke slået nogen ihjel. Det er svinehamrende dumt, men du har skadet dig selv. Det kommer ikke til at have indflydelse på andre. Jeg er skuffet, men du har ikke slået nogen ihjel, og du skal nok komme videre'.«

Ken Ilsø blev i første omgang suspenderet fra al fodbold, mens sagen blev undersøgt, og efterfølgende fik han en dopingdom på to års karantæne.

Noget, der i oktober sidste år fik ham til at melde ud, at hans karriere var slut i en alder af 32 år. I stedet for at spille fodbold ville han fortsætte med at studere, fortalte han.

Han nåede at spille seks ungdomslandskampe for Danmark og var også med det danske ligalandshold i Thailand i 2009. Også danske klubber nåede at have ham på holdet, da han i sin karriere spillede for BK Frem, Sønderjyske og FC Midtjylland.

I alt blev det til 71 kampe i Superligaen og 19 mål, inden han forlod Danmark i 2010 for at spille for tyske Fortuna Düsseldorf.

Efterfølgende spillede han for EfL Bochum, Guangzhou R&F F.C. og så australske Adelaide United.