Danmark står ret alene.

DBU-formand Jesper Møller støtter ikke FIFA-præsident Gianni Infantino, og under VM flød bægeret over for den danske fodboldboss.

Før topmødet på FIFA-kongressen i Rwanda havde han ikke talt med Infantino siden sin svada mod FIFA i Qatar.

»Det blev afklaret under VM, skal jeg lige hilse og sige,« siger han ved dagens digitale pressemøde.

Men hvorfor råber Møller ikke også op før eller under en FIFA-kongres?

»Det flytter ikke noget. Det har vi prøvet på to kongresser i træk. Reaktionen efter sidste år var tydelig: Vi kan ikke ændre noget på den måde.«

»Vi er nogle få lande, der står forholdsvis isoleret i kritikken af Infantino.«

»På et eller andet tidspunkt må vi også erkende, at nu kan vi ikke gøre mere.«

I kulisserne har DBU-toppen i Kigali holdt en række møder for at se, om de kunne få flere ombord. De er blevet mødt af mange, der så hovedrystende til, når danskerne tog ordet, lyder det fra Møller.

»Vi må bare erkende, at der ikke er opbakning til de synspunkter, vi har. Resten af verden har et syn på os, som vi må forholde os til.«

Der er også en grund til, at der ikke var nogen modkandidat til Infantino.

»Det er håbløst. Det er umuligt at finde nogen, der vil stille op og få fem stemmer mod præsidentens 200.«

»Nu er Infantino jo nok sådan en type som jurist og politiker, at det ville ikke skade forholdet til ham, men jeg skal hilse og sige, at der sidder nogen i Infantinos bagland, der bestemt ikke er imponeret af nogen af os.«

DBU vil i stedet prøve at påvirke præsidenten, hvis de kan.

»Nu havde jeg nogle forholdsvis – for mig – unormalt voldsomme diskussioner i forbindelse med VM,« siger han og betoner så, at de er nødt til at finde hinanden på en måde.

Danskeren roser eksempelvis Infantinos tilgang til kvindefodbolden, som skal tilføres langt flere penge.

Infantino sidder på fodboldens trone til 2027, hvor han kan genvælges for en sidste periode.