Det var opsigtsvækkende, da kvinderne stod tavse på fodboldbanen, mens deres lands nationalsang lød over højttalerne.
Irans kvindelandshold blev efter Asia Cup-fodboldkampen mod Sydkoreas kvindelandshold i Australien stemplet som »krigsforrædere« på iransk stats-tv, netop fordi de ikke sang med på deres nationalhymne.
Nu bliver den australske regering opfordret til at beskytte kvinderne af Reza Pahlavi, der er søn af Irans afdøde Shah. Fordi man frygter for deres liv.
På det sociale medie X skriver han, at kvinderne er 'under betydeligt pres og vedvarende trussel fra Den Islamiske Republik'.
'Som følge af deres modige civile ulydighed ved at nægte at synge det nuværende regimes nationalsang, står de over for alvorlige konsekvenser, hvis de vender tilbage til Iran,' skriver Reza Pahlavi videre og tilføjer:
'Jeg opfordrer den australske regering til at sikre deres sikkerhed og give dem al nødvendig støtte.'
Kampen var den første siden den iranske leder ayatollah Ali Khamenei blev dræbt i amerikanske og israelske angreb.
Efter det amerikansk-israelske angreb, har Iran svaret igen med flere angreb på blandt andet Israel, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain.
Under pressekonferencen før kampen valgte holdet ikke at kommentere begivenhederne, og stilhed prægede også forberedelserne til kampen.
Ifølge journalist Tracey Holmes, blev holdet forud for kampen instrueret i at synge med på nationalhymnen og ikke gøre landets regime til grin, har B.T. tidligere beskrevet.
