Det var næsten uundgåeligt.

Vinicius Junior løb onsdag aften med hovedrollen, da Real Madrid sparkede Benfica ud af Champions League på tærsklen til ottendedelsfinalerne.

Den brasilianske stjerne, der mildt sagt har været i vælten siden det første opgør i Lissabon for en uge siden, scorede målet til 2-1, som endegyldigt slukkede håbet for Benfica. Dermed vandt spanierne samlet 3-1.

Vinicius Junior var omdrejningspunktet for det, der i sidste uge udviklede sig til en sag om racisme. Ifølge brasilianeren havde Benficas Gianluca Prestianni kaldt ham for en abe, og det kom til at fylde alt efter det første opgør.

Prestianni afviste pure, men selv om der var tale om påstand mod påstand, besluttede Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) mandag at tildele Prestianni en spilledags karantæne, og han måtte derfor se onsdagens brag fra distancen.

Spændingerne mellem de to klubber kom til udtryk omgående, da dommeren pustede i fløjten. Benficas fans buhede højlydt, når Vinicius fik bolden, og det hjalp ikke brasilianeren, at han appellerede for straffespark efter syv minutter.

De portugisiske tilhængere glemte ham dog for en stund, da de efter 14 minutter fik noget at juble over. Real Madrid-keeper Thibaut Courtois leverede en god redning, men kunne ikke undgå, at bolden havnede for fødderne af Rafa Silva, som scorede verdens nemmeste mål.

Der gik dog ikke mere end to minutter, før Real Madrid slog tilbage. Ud af det blå dukkede Aurelien Tchouameni op på kanten af feltet og hamrede kuglen i nettet ved foden af den ene stolpe.

Stemningen på Santiago Bernabeu eksploderede igen efter godt en halv time, da Arda Güler scorede til 2-1. Men målet blev annulleret for offside, og kampen fandt derefter et mere roligt niveau.

Real Madrid ledte efter pausen med lys og lygte efter en ny mulighed for at lukke opgøret, og blandt andre Trent Alexander-Arnold kom da også tæt på. Men Benfica stod konstant på spring, og værterne havde ikke kontrol over det.

Portugiserne var i boldbesiddelse, sværmede om Real Madrids felt, og Rafa Silva var efter en time tæt på med en ydersideafslutning på overliggeren.

Men til sidst blev Vinicius Junior manden, der punkterede Benficas håb. I et kontrastød driblede han alene ned mod portugisernes mål og udplacerede overlegent keeper Anatoliy Trubin, og så strøg Real Madrid i ottendedelsfinalen, hvor enten Manchester City eller Sporting CP venter.

Også Paris Saint-Germain er klar til ottendedelsfinalerne, efter at klubben på hjemmebane spillede 2-2 hjemme mod Monaco onsdag aften. Den franske hovedstadsklub vandt dermed samlet 5-4.

/ritzau/