Helt som ventet blev Gianni Infantino genvalgt som FIFA-præsident.

Samtidig kan han glæde sig over et liv i luksus – og en årsløn, der bare vokser.

For mens Infantino på FIFA-kongressen i Rwanda talte om mere økonomisk lighed i fodbold, indkasserer han selv en kæmpe lønstigning sammenlignet med sidste år.

Det viser forbundets offentlige årsrapport.

Et karnevalsoptog i Köln viser holdningen til Gianni Infantino.
Et karnevalsoptog i Köln viser holdningen til Gianni Infantino. Foto: STRINGER
Vis mere

Mere end 27 millioner kroner tikker ind på schweizerens i forvejen store bankbog.

Det er en lønstigning på omkring 20 procent i forhold til året før.

Her tjente den omdiskuterede præsident allerede svimlende 22,6 millioner kroner.

Samtidig tjener FIFAs generalsekretær, Fatma Samoura, over 14 millioner kroner i årsløn.

Til norske VG kalder danske Jens Sejer Andersen lønstigningen for »farlig«. Han er international direktør for organisation Play the Game.

»Faren ved de meget høje lønninger er, at folk bliver afhængige af dem, og at pengene bliver en væsentlig drivkraft for at komme til tops i FIFA – i stedet for interessen for fodboldens ve og vel,« siger han.

Ifølge VG har Infantino brugt kæmpe beløb på rejser med privatfly.

I efteråret afslørede schweiziske Sonntagszeitung desuden, at Infantino var flyttet fra et sted i Schweiz til et andet for at betale endnu mindre i skat.

Gianni Infantinos genvalg er et mareridt for Danmark og en række andre europæiske lande, der ikke støtter den omdiskuterede præsident.

Men kampen er håbløs ifølge DBU-formand Jesper Møller.