Den danske forsvarsspiller Joakim Mæhle fortsætter karrieren i Genk. Onsdag forlængede parterne kontrakten.

Den belgiske klub oplyser på sin hjemmeside, at danskeren har underskrevet en kontrakt frem til 2023.

22-årige Mæhle var en del af U21-landsholdet ved sommerens EM-slutrunde.

Han er ifølge B.T. Sports oplysninger en ombejlet herre, som flere af de største klubber i Europa holder øje med. I vinter afgav Southampton et bud på 80 millioner kroner for ham.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Joakim Mæhle skiftede fra AaB til Genk i 2017, og han var denne sommer genstand for flere rygter om et skifte til en større klub.

I denne sæson har danskeren fået fuld spilletid i sæsonens første tre kampe i den bedste belgiske række, hvorefter han i de to seneste opgør har siddet på bænken og er skiftet ind.

Han er i alt noteret for 86 kampe for Genk, og han har scoret fire gange og leveret 14 oplæg til mål.

/ritzau/