Hvad nu hvis? Morten Olsen mener ikke, at han har haft tid til at stille sig selv det spørgsmål i mange, mange år.
Men det har han fået nu, efter han stoppede som dansk landstræner i november, og da han mandag eftermiddag blev hyldet for sin lange indsats som både træner og spiller på det danske fodboldlandshold, tillod han sig blandt andet at tale om, hvad der dog også kunne være sket.
Hvis altså.
»Nu er jeg så også nået til et sted, hvor jeg, ligesom alle I andre, kan tillade mig at sige, 'hvad nu hvis'. Alle de hvis’er lever fodbolden heldigvis også af, og nu har jeg haft tid til at stille mig selv alle de hvis’er. Det har jeg ikke haft tid til at spekulere på i mange, mange år. Men på dansk fodbolds vegne spekulerer jeg da på, at hvad nu hvis Allan Simonsen ikke havde brækket benet i åbningskampen i EM 1984? Jeg har engang snakket med Platini om det i øvrigt - det er ikke et fy-ord at sige Platini, er det? Og hvad nu hvis, vi ikke havde ramt stolpen to gange i semifinalen, men indersiden?,« spurgte Olsen og fortsatte:
»Jeg stiller mig stadig spørgsmålet: Hvorfor skulle Preben (Elkjær, red.) egentlig tage det straffe (i EM-semifinalen mod Spanien i 1984, red.)? Altså jeg mener, at jeg da beviste mod Brasilien nogle år senere, at det skulle have været mig. Det skal dog siges, at jeg et par uger i forvejen brændte mod Tottenham i en Europa Cup-finale, og jeg var vist også skiftet ud, da vi nåede dertil.« sagde Olsen, der også tog hvis’erne med op i tiden som landstræner og den kiksede kvalifikation til sommerens EM i Frankrig.
»Havde det været kroket og ikke fodbold, så er jeg sikker på, at vi havde kvalificeret os. I begge kampe mod Portugal rammer vi stolpen ved 0-0. Og hvad nu hvis, at dommeren havde set det, vi alle så, nemlig at Zlatan i den første kamp i Stockholm giver William Kvist den albue i hovedet, så havde han ikke spillet den anden kamp. For eksempel. Jeg siger det bare. Det skal ikke anses som årsager. Vi var tæt på at kvalificere os i syv af de otte kvalifikationer, jeg stod i, men kom med i de fire. Og det er i min bog ikke godt nok,« slog den tidligere landstræner fast.
Se her, hvad han sagde om Laudrup-familien, fremtiden, sin kone, kampen mod Sovjetunionen og 80'er-holdets magi.
Michael Laudrup:
»Jeg er glad for, at vi kunne prikke til Michael, så han fik prøvet trænervejen. Han blev så forholdsvis hurtigt træt af mig. Men jeg har jo haft den fornøjelse, og det siger måske lidt om min tid som fodboldspiller, at jeg har spillet sammen med både Finn, Michael og Brian. Og jeg har haft Michael som medspiller, spiller og kollega. Det har været en fornøjelse, om de kan sige det samme, ved jeg ikke. I hvert fald var det dejligt at få skubbet til Michael, og jeg kan huske, at jeg ved afskeden i Japan (efter VM 2002), fik sagt - og vi vidste, han skulle ud at være træner - at han jo aldrig bliver en god træner, før han er fyret. Og hvad skete der, som det sker for os alle sammen?«
Danmark-Sovjetunionen 4-2:
«Der er skrevet mange ord om kampen mod Sovjetunionen, og jeg har set et citat fra Jan Mølby, der lang tid efter kampen var spillet, sagde, at "jeg sad på bænken, og aldrig har jeg set en bedre fodboldkamp." Typisk Jan. Og så er det, jeg tænker: Mølby på bænken! Sådan en fantastisk spiller var på bænken, det siger lidt om, hvor let han havde det ham Sepp Piontek.«
80'er-holdets magi:
»Jeg husker Per Frimanns afskedskamp i Brøndby i 1991. Jeg var blevet træner i Brøndby og med dem mester dagen i forvejen, og det fejrede vi, som vi skulle og glemte, at vi skulle spille den kamp med og mod disse Mexico-drenge dagen efter. Den fantastiske følelse var, at vi overhovedet ikke havde problemer med at finde hinanden, selv om mange var holdt op. Det største problem, vi havde, var at finde busker til Søren Lerby. Han var holdt op en to-tre år i forvejen, og vi havde ikke set det komme, at han lige pludselig var eksploderet. Men vi fik ham et par bukser og skiftede ham ud efter 10 minutter. Han mente, at det var fordi, han ikke kunne røre sig på grund af bukserne.«
EM-kval 2016:
»Tag det ikke som en undskyldning, men jeg tror, at alle var klar over, at det kunne være, at vi skulle i playoff, selv om der var otte lande mere med i slutrunden denne gang. Det kunne være, at Portugal og Serbien sluttede over os. Det kunne være. Det kunne være. Vi slog Serbien, men vi var ikke gode nok mod Albanien. Så alt i alt i alt, så handler landsholdsfodbold om stabilitet, og efter at have analyseret de sidste par kvalifikationsrunder, så synes vi, at vi var stabile, men vi spillede for mange kampe uafgjort.«
Landsholdets fremtid:
»Jeg er sikker på, at alle støtter op omkring jer, og som jeg ser det, så har vi et hold med - talent er ikke det rigtige ord - et hold med mange spillere, som individuelt skal finde et mere stabilt niveau og så også finde det sammen. Det havde vi - eller det havde trænerne - lidt problemer med. Eller undskyld Peter (Bonde, red.), det havde jeg problemer med i efteråret. Når først de finder det stabile niveau sammen, så tror jeg, at Danmark i en årrække har et rigtig landshold.«
Mireille:
»Er der en, der fortjener et bifald, så er det min kone. Jeg sagde vist, da jeg stoppede, at hun har vetoret over fremtiden, men jeg tror ikke, at hun er klar over, at hvis jeg skal gå hjemme hele tiden, hvad så? Men okay. I hvert fald er der en, der fortjener et bifald. Du har haft med en fodbodtosse at gøre. Du har måttet finde dig i, at der hele tiden var en fodboldkamp, og at vi spiste, når kampene var forbi, eller der var pause. Det gør vi så ikke mere, og det gør vi måske ikke i fremtiden, men du skal have et bifald.«
