Den svenske landsholdslejr med cheftræner Erik Hamrén i spidsen lagde før de to playoff-kampe til EM hårdt ud og italesatte inden den første kamp mod Danmark, at det ville være en ’katastrofe’ for Morten Olsens tropper, hvis de over to kampe ikke vandt.

Nu er første kamp spillet, og den endte med en svensk sejr på 2-1.

BT har oven på det resultat spurgt landstræner Morten Olsen, om nederlaget havde ændret på favoritværdigheden, men han havde svært ved at tage svenskernes ord om en katastrofe seriøst.

»Bagefter sagde de, at de var det bedste hold. Det hænger jo ikke rigtigt sammen. Skal vi ikke lægge den dér på hylden? Jeg gider ikke det der ordkasteri. Der er ingen favoritter,« forklarer Morten Olsen.

Hans førsteangriber, Nicklas Bendtner, fik det samme spørgsmål og mener, at svenskerne står med et godt udgangspunkt, om end danskerne er klar til at tage udfordringen op.

»Hvis man kigger på kampene lige nu, er det klart, at Sverige har en fordel,« siger Nicklas Bendtner og fortsætter:

»Men det bliver ikke nemt at spille i Parken. Vi kommer til at have et sindssygt godt publikum, som vi altid har, og de kommer til at være på dupperne, og det samme gør vi. Vi skal gøre alt for vinde den kamp. Det er der slet ingen tvivl om.«

Det hele bliver afgjort, når der tirsdag er returkamp i Parken.