I dag udtages bruttotruppen til det danske U21-landshold inden EM-turneringen i Danmark i juni.

Der er til stadig tvivl om deltagelsen for de tre største danske navne, Nicklas Bendtner, Simon Kjær og Christian Eriksen, som allerede er etablerede A-landsholdsspillere og slet ikke har spillet sammen med U21-holdet, men alligevel har alderen til at være med.

Flere eksperter langer ud efter Morten Olsen for ikke offentligt at lægge pres på spillerne om at deltage og dermed for ikke at bakke op om U21-landsholdets EM-deltagelse og om U21-træner Keld Bordinggaard.

- Det er noget sludder og vrøvl, at jeg ikke skulle bakke Keld op, og at nogle konkluderer, at »det dér U21 overhovedet ikke interesserer ham Olsen. Selvfølgelig interesserer det mig, for jeg håber da også, at Danmark får det stærkest mulige hold med til EM. Keld og jeg arbejder sammen i et DBU-trænerteam, hvor vi kommunikerer rigtigt meget med hinanden, så at sige, at jeg ikke er interesseret i U21-landsholdets chancer ved EM er fuldstændigt forkert, lyder det fra Morten Olsen overfor sporten.dk

Landstræneren indrømmer, at han har talt med de tre stjernenavne om U21.

- Mine ord tolkes helt forkert. Når jeg siger, at det er op til spillerne selv at beslutte, om de vil deltage, så siger jeg det jo ikke, fordi jeg håber, at de ikke vil spille U21-slutrunde. Jeg tror faktisk - og håber ligesom alle andre -  at alle gerne vil være med, men for nogle spillere kan det EM være problematisk på grund af alt muligt. Det kan være manglende form sidst på sæsonen, træthed eller måske kan det være personligt problematisk, mener Morten Olsen, der fortsætter:

- Jeg vil også gerne gøre opmærksom på det fodboldfaglige aspekt i sagen. Fodbold er altså et holdspil, hvor det ikke nødvendigvis er de største stjernenavne, der udgør det bedste hold.
Der er nogle spillere, som er sammenspillet på U21-holdet, og som har sikret kvalifikationen, mens andre ikke har været med på det hold, og så skal man som spiller og som træner spørge sig selv, om de nye passer ind som personlige typer og som spillertyper, inden de pludselig puttes ind i en trup, hvor man kender hinanden godt. Det kan være forstyrrende, siger Morten Olsen.