Landstræneren accepterer sine trænerkollegaers kritik af ligalandsholdet, men forsvarer sit valg om at udtage et såkaldt kombineret landshold på turen til USA i januar.

Et ligalandshold uden flere selvskrevne profiler og med spillere fra landets næstbedste fodboldrække.

Superliga-trænerne Glen Riddersholm, Lars Søndergaard, Jess Thorup og Peter Sørensen satte onsdag spørgsmålstegn ved landstræner Morten Olsens udvalgte til ligalandsholdets tur til Arizona, USA, i januar måned næste år. 

Her har det især vakt opsigt, at en håndfuld af Superligaens profiler er udeladt, mens to spillere fra 1. divisionsklubben Lyngby og etablerede profiler som Dennis Rommedahl har gjort krav på pladserne.

En disposition Morten Olsen holder fast i.

- Det her er en blandet tur af ligalandsholdsspillere og U21-spillere. Yussuf Poulsen, Uffe Bech (begge Lyngby) og Kasper Larsen (OB) bare for at nævne nogle, jamen, de er udtaget som deciderede U21-landsholdsspillere, siger Olsen og fortsætter:

- For første gang må vi sige, at vi på A-landsholdet har meget vigtige kampe i marts måned, så derfor har vi denne gang set med andre øjne på, hvem vi tog med. Enhver landstræner vil elske at træne med de spillere, man anser som A-landsholdsspiller, og som måske også kommer omkring holdet senere. Og det er grunden til, at Nicolai Stokholm, Lars Jacobsen og Dennis Rommedahl er med. Så man skal se totalbilledet, forklarer Morten Olsen.

Han anerkender dog, at trænerkollegaerne ser med andre øjne på, hvordan ligalandsholdet burde tage sig ud.

- Men man kan altid diskutere, hvorfor den ene ikke er med frem for den anden, og det elsker vi, at sådan noget bliver debatteret. Og der er da nogle af dem, som kommer med deres kritik, jeg godt kan forstå. Men vi har kun plads til 20 plus de fem kommende U21-spillere, der er med i denne omgang, siger Morten Olsen.

Han overvejer dog, om kritikken i virkeligheden bunder i, at trænerne ikke er blevet konfronteret i overensstemmelse med hele præmissen for holdets sammensætning i denne omgang.

- Jeg synes ikke, det er brok, der er meninger. Men det kan lyde som om, at trænerne ikke er blevet konfronteret med den fulde sandhed, og derfor reagerer de på den måde.