Efter et langt virke som træner på eliteplan siger Peter Bonde farvel og tak til trænergerningnen på øverste niveau og forlader sit landstrænerjob i Kina.

»Been there, done that. Jeg har været Superliga-træner, jeg har været landstræner i flere lande, jeg har været til syv slutrunder. Jeg synes, jeg har udtjent min værnepligt i den sammenhæng,« siger Peter Bonde til DR.

60-årige Peter Bonde vender nu hjem til Danmark efter et halvt år som landstræner for Kinas U19-kvindelandshold.

Det har været et halvt år, som har været præget af mødet med en noget anderledes fodboldkultur end den, han kender fra Danmark.

Peter Bonde sammen med Morten Olsen og Daniel Agger.
Peter Bonde sammen med Morten Olsen og Daniel Agger. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg har i dag haft et langt møde med 20 af de høje herrer fra Kina. Jeg må tilstå, at kulturforskellene er store. Jeg havde håbet, at de sidste otte-ni måneder havde flyttet dem, men selve organisationen er tung at danse med, og det orker jeg simpelthen ikke,« siger Peter Bonde.

Også Bondes assistent Nils Nielsen, som er tidligere dansk kvindelandstræner, forlader det kinesiske fodboldforbund.

Peter Bonde er bedst kendt som Morten Olsens højre hånd som assistentlandstræner på A-landsholdet i årene 2005 til 2015. Derudover har han blandt andet været træner for Næstved i Superligaen i 1990’erne.

Det er planen, at han nu vender tilbage til jobbet som træner og underviser på idrætshøjskolen og -efterskolen i Oure, som han også havde før, han drog på fodboldeventyr i Kina.