Morten Olsen mener, at talentarbejdet mangler en chef, hvis udviklingen skal fortsætte.

Morten Olsen kigger imponeret og forventningsfuldt med, når de danske U17-drenge i dag spiller semifinale mod Tyskland ved EM-slutrunden. Imponeret fordi holdet har vundet sine kampe på den måde, landstræneren så gerne vil have. Forventningsfuldt fordi holdet indeholder så meget talent, at der er råstof til et stærkt dansk landshold inden for en ganske overskuelig årrække.

Men fodboldtalenter dukker ikke frem af det blå. Der kræves indsigt, engagement og konstant udvikling hos de ansvarlige, og derfor henstiller landstræner Morten Olsen nu til, at DBU sørger for at få ansat en talentchef.

- Jeg havde håbet, at man havde ansat en talentchef i DBU, allerede inden jeg stoppede, men det ser det ikke ud til at ske. Jeg håber så, det sker, når jeg er stoppet (senest 1. juli 2012, red.) DBU skal ikke ud og ansætte en manager eller en teamchef for landsholdet. Der er brug for en chef for hele udviklingssektoren. Ellers bliver det umuligt at følge med udviklingen og hele tiden være på forkant med, hvilke bevægelser der sker i fodboldverdenen, siger Morten Olsen til sporten.dk.

- Du skal hele tiden være vågen over for nye tendenser og se på, hvilke typer, der er brug for. Det har ændret sig, siden vi indførte ’Den Røde Tråd’, og det vil ændre sig fremover, siger landstræneren.

Da Morten Olsen i slutningen af 2005 forlængede sin kontrakt, fik han samtidig ansvaret for talentarbejdet under DBU, og det er især hans krav og idéer, Danmark i dag ser resultatet af under U17-holdets EM-slutrunde:

- Morten har en kæmpe fortjeneste. Det er ham, der har været vedholdende og talt dunder for, at nu skulle der ske noget i dansk talentudvikling. At der skulle lægges en plan for, hvordan vi skulle arbejde fremadrettet. Han brænder ligeså meget for talentudviklingen som for A-landsholdet, siger U17-landstræner Thomas Frank.

Morten Olsen glæder sig over, at hans initiativ har båret frugt, men giver – som enhver anden matchvinder – æren videre til hele holdet omkring talentarbejdet, som bør være et forbillede for de danske klubber.

- Styrken ved ’Den Røde Tråd’ er, at vi er gode til at tale sammen. U19-træneren taler med U21-træneren, og U17-træneren taler med A-landstræneren, så alle er klar over, hvad der rører sig. Der mangler jeg den samme røde tråd i klubberne. Nogle klubber er utroligt dygtige til talentarbejdet, men der er stadig lang vej mange steder, siger Morten Olsen.