Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det så længe kulsort ud for ham, men på blot få uger vendte det hele.

Fynboen Oliver Christensen – bedre kendt som 'Gribben fra Kerteminde' – skiftede i sommeren 2021 fra OB til storklubben Hertha Berlin. Et kæmpe karrieremæssigt skridt op – måske endda lidt for stort.

Det så det længe ud til, da Oliver Christensen ikke spillede et eneste minut i den regulære sæson i Bundesligaen.

Men så skete der noget.

Oliver Christensen jubler med en holdkammerat.
Oliver Christensen jubler med en holdkammerat. Foto: ANNEGRET HILSE
Vis mere

For pludselig fik Oliver Christensen chancen mod Hamburger SV, som Hertha Berlin skulle møde i to vigtige playoffkampe, hvor taberen ville ryge ned i den andenbedste tyske række.

Efter to tætte opgør mod HSV, hvor Oliver Christensen holdt rent bur i kamp nummer to, løb Hertha Berlin lige akkurat af sted med den samlede sejr. Berlin-klubben bliver dermed i det fine selskab i Bundesligaen.

Dette udløste ikke kun en stor glædesrus hos klubbens fans, men også hos Oliver Christensen, der på lykkelig og sjov vis dansede efter triumfen. Du kan se videoen i bunden af artiklen.

Denne dans kan Oliver Christensen nu godt fortsætte med, for efter en svær start ser alting nu ud til at flaske sig for den danske keeper.

Klubbens normalt startende målmand, Alexander Schwolow, missede et væld af kampe i sæsonen på grund af en muskelskade. Dermed er der sat et stort spørgsmålstegn ved målmandskonkurrenten.

Samtidig fik Oliver Christensen også viftet den anden målmand i klubben, Marcel Lotka, væk fra kassen til de to vigtige opgør.

Og netop Marcel Lotka er på vej væk fra Hertha Berlin. Den anden tyske storklub Borussia Dortmund meddelte i marts, at klubben henter Lotka, når sæsonen er ovre.

Dermed er der åbnet op for, at 'Gribben fra Kerteminde' kan dykke ned og snuppe målmandsposten i det berlinske mål i næste sæson, hvis altså han holder den skadede målmand Alexander Schwolow bag sig i næste sæson.

Sæsonen, der lige er afsluttet, var et aldeles rædselsfuldt kapitel i den traditionsrige klubs historie.

Hertha Berlin havnede i massive resultatmæssige problemer og var truet af nedrykning. Denne nedrykning blev delvist afværget i første ombæring, da klubben ikke rykkede direkte ned, men landede på den sløje 16.-plads.

Det betød, at klubben skulle ud i de to omtalte playoffkampe mod Hamburger SV, hvor Hertha Berlin altså sejrede og derfor bliver i Bundesligaen.