Et gadehjørne på Vesterbro i København blev søndag aften forvandlet til et lille stykke af Aarhus.

Og OB-fanen Ole Wewer blev uventet dagens mand i skysovs.

For ud af sit lejlighedsvindue på første sal firede han sit fjernsyn ned på gaden – til stor eufori for et utal af AGF-fans, som stod fanget uden for det gode selskab.

Ole Wewer er nemlig nabo til Aarhus-baren 'Bobs Hytte' på Vesterfælledvej, som søndag var proppet til renden med nervøse AGF-fans, som agtsomt så AGFs potentielle guldkamp mod Brøndby IF. Men der var ét gigantisk problem.

Barens lokaler kunne ikke huse så mange mennesker. Men så blev Ole Wewer dagens helt.

For ud af det blå kom hjælpen til gadeforviste AGF-fans, som sendt fra himlen – bogstaveligt talt.

Ole Wewer arbejder til dagligt med at sætte cirkusser op. Han netop nået hjem fra arbejde, da guldkampen blev fløjtet i gang.
Ole Wewer arbejder til dagligt med at sætte cirkusser op. Han netop nået hjem fra arbejde, da guldkampen blev fløjtet i gang. Privatfoto

Ud fra Ole Wewers vindue faldt først en forlængerledning. Og så kom han bærende med et fjernsyn. Hvor alle tidligere stod i små grupper og så med på deres telefoner, kunne fans nu dele guldkampen. GF'erne gik ganske enkelt amok i begejstring.

OB-fanen Ole blev hyldet som en af deres egne.

»Det var fed nok. Også fordi der blev efterladt en del pant efterfølgende. Så var der til aftensmad og lidt snolder,« fortæller han til B.T.

B.T.s journalist var selv tilstede i mængden og så, da de gadeforviste AGF-fans eksploderede i begejstring over Ole Wewers heltegerning i guldkampens halvleg.

Som minutterne gik steg spændingen blandt AGF-fansene. De kunne ikke tro det.
Som minutterne gik steg spændingen blandt AGF-fansene. De kunne ikke tro det. Foto: B.T.

»Jeg så jo faktisk ikke engang nogen af målene, for de blev scoret i første halvleg. Men jeg kunne høre dem dernedefra, og der var god stemning,« siger fynboen.

Men det viser sig også, at Ole Wewer ikke firede tv'et ned af ren medlidenhed for Aarhus-fansene:

»Jeg ville gerne se kampen, men jeg har ikke den store Viaplay-pakke. Det var der nogen på gaden, der havde. Så vi aftalte, at de kunne låne mit tv, hvis de satte deres Viaplay til. Så kunne jeg også se med,« siger han.

Da dommeren fløjtede kampen af og AGF sikrede sig sejren med 2-0, gik gadehjørnets fans amok. Og fansene råbte hans navn hans navn i kor.

»Det synes jeg var fed, men det var også fed, at festen rykkede videre klokken ni. Og med regnen i dag er alt tis vasket væk. Så det kunne ikke være bedre,« siger han.

Klager fra naboerne var der heller ikke noget af. Tilbage står kun hans drøm for, at Superliga-guldet en dag rykker til Odense.

Men han kan stadig godt unde sejren til Aarhus-folket.

»Jeg er da glad på deres vegne. Det har været mange år undervejs GF har ligesom OB også været nede i 1. division og snuse. Så man kender the struggle.

»Men at guldet snart ryger til OB, er ren fantasi.«