Aston Villas manager, Remi Garde, undskyldte spillernes indsats, efter at holdet på hjemmebane tabte 0-6 til Liverpool.

Efter sæsonens hidtil største nederlag i Premier League var Aston Villa-manager´Remi Garde en trist mand.

»Jeg føler mig ydmyget. Jeg vil gerne undskylde og beklage over for de fans, der var kommet til Villa Park i dag,« sagde Jores Okores chef efter kampen ifølge BBC.

Liverpools sejr på 6-0 blev grundlagt af den tidligere ungdomsspiller i Aston Villa, Daniel Sturridge, med et hovedstødsmål efter et kvarter. Og derfra gik det kun en vej for Aston Villa: Nedad.

En anden tidligere Aston Villa-spiller, James Milner, fordoblede føringen ti minutter senere, og i anden halvleg scorede Liverpool nærmest efter behag.

»Det er en ubehagelig følelse, at vi ikke kæmpede nok for det. De første to mål var svære at sluge, og derefter var det alt for nemt for Liverpool,« sagde Remi Garde.

Resultatet betyder, at Aston Villa stadigvæk er nummer sjok i Premier League. Der er otte point - og en dårligere målscore - op til redning, og realistisk set skal holdet have 24 point i de sidste 12 kampe, hvor de første 26 kun har givet 16.

»Jeg havde ikke forventet sådan en kamp, men vi må gå efter sejr i den næste kamp. Så længe vi har et lille håb, vil vi tro på det. Det bliver svært, men nu skal vi jo ikke møde Liverpool hver gang,« som Aston Villas franske manager udtrykte det.

Adskillige Aston Villa-fans udvandrede efter Liverpools sjette mål, og de gav dagens største bifald, da Liverpool skiftede den tidligere Aston Villa-spiller, Christian Benteke, ind.

»Jeg forstår udmærket fansenes frustration. Men jeg ved ikke noget om, hvem der har svigtet hvem i denne fodboldklub. Jeg prøver at koncentrere mig om mit job - og om de spillere, der vil kæmpe for sagen,« sagde Remi Garde.