Randers FC-profilen Vito Hammershøy-Mistrati er tabt for Superligaen.

For onsdag har den rumænske mesterklub Cluj nemlig hentet den 29-årige midtbanespiller.

Det skriver Randers på sin hjemmeside.

»Jeg har haft det vanvittigt godt i Randers FC og fået en masse gode oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Det er virkelig en fantastisk klub, og jeg vil komme til at savne en masse mennesker helt vildt,« siger hovedpersonen selv og tilføjer:

Foto: Rui Vieira
Vis mere

»Muligheden for at komme til en anden liga og opleve noget nyt har dog trukket meget i mig den seneste tid, og jeg er sindssygt spændt på fremtiden væk fra Danmark.«

B.T. kunne allerede tidligere onsdag afsløre, at Vito Mistrati var tæt på at få sin drøm om et fodboldeventyr i udlandet opfyldt, da der kun manglede et lægetjek, før transferen kunne gå igennem.

Men det er så sket nu.

Cluj er i disse år den absolut førende rumænske klub med fem mesterskaber i streg og med deltagelse i europæiske gruppespil år efter år – herunder Champions League.

Vito Hammershøy-Mistratis karriere har indtil videre budt på en rejse fra vraget i 1. division til et relativt sent gennembrud i Superligaen, hvor han var en af Randers FC's bærende kræfter.

Han kom til Randers fra Hobro i 2019, og siden har han spillet 120 kampe for klubben, som han i øvrigt var med til at gøre til dansk pokalmester i 2020/21-sæsonen.