Så er den god nok. Officielt.

Cristiano Ronaldo skifter til saudiarabiske Al-Nassr. Det bekræfter klubben selv.

På Twitter poserer Ronaldo med sin nye, gule spillertrøje med det klassisk syvtal på ryggen.

Skiftet har været længe undervejs. Allerede under VM i Qatar kom historien frem om bejlerne fra Saudi-Arabien, efter Ronaldo var fri på markedet, da han blev løst fra sin kontrakt i Manchester United.

Skiftet er et markant skridt ned sportsligt for den aldrende superstjerne, men 37-årige Ronaldo er nok ligeglad, for han kan grine hele vejen til sin saudiarabiske bank.

Foto: Ariel Schalit
Vis mere

CBS Sports skriver, at der tikker 75 millioner dollar - cirka 500 millioner kroner - ind på portugiserens i forvejen polstrede bankkonti hvert år. Et beløb, der angiveligt kan stige betragteligt med yderligere bonusser - helt præcist op til vanvittige 200 millioner dollar, cirka 1.3 milliarder kroner.

Ronaldo smækkede med døren, da han forlod Manchester United, hvor han røg på kant med klubben og træner Erik ten Hag. I et storstilet interview med mediepersonligheden Piers Morgan kritiserede han klubben.

Nu har han så sin fremtid på plads efter et netop overstået VM, der endte i tårer for Ronaldo.

Ved sin sidste VM-slutrunde floppede Portugal og undervejs blev superstjernen vraget.