Tre uger og to dage.

Så lang tid skal DBU og kvindelandsholdet vente på at få sin endelige dom for aflysningen af VM-kvalifikationskampen mod Sverige, der skulle have været spillet i fredags.

Som den tidligere generalsekretær i DBU og nuværende medlem af Uefas disciplinærinstans, Jim Stjerne Hansen, allerede i sidste uge antydede over for BT, vil det europæiske fodboldforbund først 16. november tage stilling til sagen.

»Der er blevet åbnet en disciplinær sag som følge af UEFA's europæiske kvalifikationskamp til Fifa kvinde VM i 2019 mellem Sverige og Danmark, programsat til den 20. oktober i Göteborg (Sverige),« skriver UEFA på sin hjemmeside.

DBU er sigtet efter artikel 24 i Uefas konkurrenceregulativer for at nægte at spille. Af den kan man læse, at der med al sandsynlighed venter DBU en klækkelig bøde:

»Et forbund, som nægter at spille eller er ansvarlig for at en kamp ikke bliver afviklet eller spillet til ende mister al ret til udbetalinger fra UEFA,« lyder det blandt andet.

Ifølge BT's oplysninger er der dog ikke tale om alle tilskud for UEFA, (der begynder med et grundbeløb på 10,5 mio. kr.), men 'kun' det tilskud, UEFA tildeler i forbindelse med kvindelandsholdets deltagelse ved VM-kvalifikationen og en eventuel slutrunde.

Derudover så oplyser UEFA i en mail til BT, at der fortsat også er mulighed for, at DBU kan blive tildelt en sportslig straf. Den uddeles efter artikel 6 i UEFA's disciplinære regulativer, som indeholder alt fra en advarsel til udelukkelse fra diverse turneringer.

Som elitechef i DBU, Kim Halberg, også tidligere har oplyst, skal DBU nu indlevere et indlæg med deres version af sagen. Det samme skal det svenske fodboldforbund og ud fra det, vil UEFA's disciplinærinstans så tage stilling til præcis, hvilket økonomisk bod Danmark skal betale.

Spillerne på de svenske landshold har senest meldt ud, at de gerne ser kampen blivet spillet trods aflysningen. Det kan du læse mere om her

Det danske kvindelandshold møder tirsdag aften Kroatien i en VM-kvalifikationskamp. Den kan du følge her på BT.dk fra kl. 18.