Så er den hjemme.

Superligaklubben FC Midtjylland er blevet en stor profil fattigere.

Tirsdag er kantspilleren Gustav Isaksen blevet solgt til den italienske storklub Lazio. Det meddeler FCM i en pressemeddelelse.

Handlen kommer ikke som nogen overraskelse, da Lazio allerede mandag morgen delte et foto af Isaksen og oplyste, at han var på vej til lægetjek.

Hverken Lazio eller FC Midtjylland har oplyst noget om overgangssummen, men B.T. skrev i sidste uge, at klubberne var blevet enige om at betale 15 millioner euro, cirka 112 millioner kroner, for dribleren fra Hjerk.

»Næsten al den tid, jeg kan huske tilbage, har været med en sort og rød trøje på. Det har været en fantastisk tid med op- og nedture, sindssyge oplevelser både på og udenfor banen, en masse rejser og mange gode venskaber på vejen,« siger Gustav Isaksen.

»Champions League-kampene mod Liverpool var sindssyge. Derudover husker jeg sejren over Manchester United på akademiet, hvor jeg for første gang prøvede at spille på MCH Arena. Sidste sæsons topscorertitel var også kæmpestort, men der er så mange ting at vælge imellem. Alt i alt kan jeg sige, jeg har fået fantastiske oplevelser med på vejen.«

Den 22-årige dansker blev superligatopscorer i sidste sæson med 18 fuldtræffere. Foruden den flotte statistik har Isaksen også gjort opmærksom på sig selv i europæisk fodbold. Det har hans nye holdkammerater mærket på egen krop.

I sidste års Europa League-gruppespil mod Lazio var Isaksen i hopla i hjemmekampen, som FC Midtjylland vandt 5-1. Efterfølgende stod han også bag midtjydernes mål i 1-2-nederlaget på udebane.

Gustav Isaksen er kommet skidt i gang med den nye sæson. Han nåede at brænde to straffespark i Superligaen, inden han efterfølgende blev udeladt af midtjydernes kamptrup to gange, fordi en handel var under opsejling.

Lazio tager hul på den nye Serie A-sæsonen 20. august med en udekamp mod Lecce.

/ritzau/