Den midlertidige landstræner John 'Faxe' Jensen har nu officielt udtaget det midlertidige landshold, der skal repæsentere Danmark i venskabskampen mod Slovakiet.

DBU har tirsdag aften offentliggjort det hold, som trækker i landsholdstrøjen onsdag aften i Bratislava. Truppen på DBU's hjemmeside består primært af danske fodboldspillere fra 2. division, som stiller op på det danske landshold på grund af konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen.

Konflikten betyder, at de normale landsholdsstjerner ikke spiller landskampen onsdag, og det er tvivlsomt, om de indgår til kampen i Nations League søndag mellem Danmark og Wales. Truppen er fyldt med ukendte spillere i den brede offentlighed, og på målmandsposten finder man eksempelvis navne som Morten Bank og Christoffer Haagh. De to spillere kommer henholdsvis fra Avarta og Jægersborg Boldklub.

Her er hele den danske trup:

Målmænd: Morten Bank (Avarta), Victor Vobbe Larsen (TPI), Christoffer Haagh (Jægersborg Boldklub)        

Forsvar: Christian Bannis (TPI), Mads Priisholm Bertelsen (TPI), Christians Bommelund Christensen (Jægersborg Boldklub), Victor Hansen (Frederikssund), Nicolai Johansen (Vanløse), Daniel Nielsen (Vanløse), Kasper Skræp (TPI)              

Midtbane: Rasmus Gaudin (Vanløse), Adam Fogt (Kastrup), Anders Hunsballe (Greve), Oskar Højbye (Vanløse), Christopher Jakobsen (Hillerød), Rasmus Johanson  (HIK),  Kevin Jørgensen  (Jægersborg Boldklub), Kasper Kempel (Skovshoved),  Simon Vollesen (Birkerød).

Angreb: Anders Fønss  (TPI), Troels Cillius Nielsen (Birkerød), Christian Offenberg (Avarta), Daniel Holm Sørensen (Skovshoved), Louis Veis  (Jægersborg Boldklub).   

John Faxe Jensen boarder nødlandsholdet fly i Roskilde lufthavn for at rejse til Slovakiet, tirsdag den 4. september 2018.
John Faxe Jensen boarder nødlandsholdet fly i Roskilde lufthavn for at rejse til Slovakiet, tirsdag den 4. september 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Elitechef i DBU, Kim Hallberg, er glad for, at det er lykkedes at samle et dansk fodboldlandshold, der tirsdag blev fløjet til Slovakiet under stor pressebevågenhed.

»Det er altafgørende for dansk fodbolds fremtid, at vi kan stille hold til de to landskampe i denne uge, og derfor er vi glade for, at disse 24 spillere har indvilget i at stille op for Danmark, så vi undgår spekulationer om millionbøder og langvarige udelukkelser fra international fodbold. Det ville få store konsekvenser for fodbolden i Danmark,« siger Kim Hallberg til DBU's hjemmeside.

Den tidligere landsholdsspiller John "Faxe" Jensen og Hasse Kuhn udgør trænerteamet til opgøret, da DBU tidligere har meddelt, at Åge Hareide, som er dansk landstræner, ikke skal stå i spidsen for det danske nødlandshold.

Konflikten mellem spillerne og DBU eskalerede i weekenden, efter at DBU havde sat 31. august som deadline for en aftale med Spillerforeningen.

DBU meddelte lørdag, at forhandlingerne var indstillet, og unionen tilbød spillerne midlertidige vilkår til at gennemføre de to kommende landskampe. Søndag tilbød spillerne at stille op, hvis man forlængede den tidligere aftale.

Det svar anså DBU som et afbud til fodboldkampene, og DBU meddelte, at man ville forsøge at finde en alternativ landsholdstrup til kampene mod Slovakiet og Wales.

Her kan du se et klip med Christian Offenborg fra 2. divisionsklubben Avarta, der er udtaget til landsholdet. Videoen er venligst udlånt af Brønshøj Boldklub.