Færdig. Slut. Videre.

Den franske superstjerne Antoine Griezmann har efter fem år i Atletico Madrid besluttet, at han vil videre.

Det fortæller han selv i en video på sin Twitter-profil.

'Det har været fem fantastiske år. Tusind tak for alt. Jeg beholder jer i hjertet,' siger han i afskedsvideoen.

'Jeg vil fortælle jer, at jeg har besluttet mig for at forlade klubben og prøve nye ting, nye udfordinger.'

Griezmann valgte ifølge den spanske avis Marca for nylig at indkalde manager Diego Simeone og præsidenten, Miguel Angel Gil Marin, til et møde. Og her forklarede han, at han ønsker at forlade den spanske storklub.

Ifølge avisen tyder alt derfor på, at franskmanden skal til FC Barcelona, som han tidligere også har været sat i forbindelse med.

Sidste sommer valgte den franske verdensmester ellers at skrive under på en ny kontrakt med Atletico Madrid, efter han var blevet kraftigt rygtet til konkurrenterne fra FC Barcelona.

Antoine Griezmann skiftede til Atletico Madrid i 2014. Forinden nåede han at spille fem sæsoner i Real Sociedad.
Antoine Griezmann skiftede til Atletico Madrid i 2014. Forinden nåede han at spille fem sæsoner i Real Sociedad. Foto: GABRIEL BOUYS
Vis mere

Ifølge ham selv kunne han dengang selv vælge, om han ville blive holdkammerat med Messi, Suarez og co. eller ej. Dengang var svaret til de spanske mestre nej. Men nu har tingene ændret sig for Griezmann, der i denne sæson har scoret 15 mål i den spanske liga.

Franskmandens frikøbsklausul er ifølge Marca på hele 200 millioner euro, men efter den 1. juli bliver den reduceret til 120 millioner euro svarende til knap 900 millioner danske kroner.

28-årige Griezmann har spillet 256 kampe for Atlético Madrid og scoret hele 133 mål.

Dermed bliver lørdagens opgør mellem Atletico Madrid og Levante Griezmanns sidste optræden for klubben.