19-årige Mohammed Kudus skifter fra FC Nordsjælland til Ajax Amsterdam efter denne sæson.

FC Nordsjælland har solgt den 19-årige offensivspiller Mohammed Kudus til Ajax Amsterdam, meddeler den danske klub torsdag.

Kudus skifter til den hollandske klub efter denne sæson.

Noget, B.T. kunne afsløre allerede onsdag, hvor også prisen på den eftertragtede teenager kom frem.

For B.T. har hørt, at FC Nordsjælland får ni millioner euro (67 millioner kroner) plus bonusser for at slippe ghanesiske Mohammed Kudus.

Dermed glider han ind i top-10 over Superligaens største transfers. Og han bliver FC Nordsjællands næststørste salg nogensinde, kun overgået af Emre Mors skifte til Borussia Dortmund.

»Jeg ville gerne have forladt FCN, klubbens fans og mine holdkammerater med europæisk fodbold at se frem til i næste sæson, og det er en skuffelse for mig, at det ikke lykkedes, men jeg føler, at jeg trods alt fik sat et fodaftryk, og alle i klubben skal vide, at I har sat et stort aftryk i mit hjerte, som jeg altid vil have med mig,« siger Kudus til FC Nordsjællands hjemmeside og fortsætter:

»Det har været en lang rejse for mig med både medvind og bump på vejen. Den er jeg taknemmelig for, for den har bragt mig udvikling, selvtillid og muligheder.«

Mohammed Kudus kom til FCN for små to år siden fra Right to Dream-akademiet i Ghana.

Siden har han udviklet sig til en profil i Superligaen. I indeværende sæson har han scoret 11 mål i 25 Superliga-kampe.

Hollandske Telegraaf og Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at den ghanesiske midtbanespiller efter et par betænkningsdage formentligt havde besluttet sig for at skifte til Ajax.