21-årige Akinkunmi Amoo er færdig i FCK. 

Nigerianeren, der kom til klubben i 2022 for hele 33 millioner kroner, skal til cypriotiske AC Omonia Nicosia, oplyser klubben. 

Opholdet i FCK kan næsten kun betegnes som en fiasko. Han fik blot fire kampe for klubben, og nu er parterne gået hver til sit. 

'Akinkunmi Amoo skifter på permanent basis fra F.C. København til AC Omonia Nicosia fra den bedste cypriotiske række med øjeblikkelig virkning.'

'FCK ønsker Akinkunmi Amoo held og lykke fremover,' lyder det i en kort besked på klubbens hjemmeside. 

Amoo bliver på Cypern forenet med svenske Jesper Jansson, der er sportschef i klubben. 

Han var med til at sælge Amoo til FCK, da han dengang arbejdede for svenske Hammarby. 

Amoo får en treårig aftale med sin nye klub.