Superligaklubben FC København sælger venstre backen Victor Kristiansen til Premier League-klubben Leicester.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

B.T. kunne tidligere afsløre, at salget bliver det største i FC København og Superligaens historie.

Ifølge B.T.s oplysninger sikrer FC København sig 20 millioner euro, svarende til 150 millioner kroner, for salget – inklusiv bonusser.

Over 100 millioner kroner tilfalder FC København med det samme.

Salgsprisen for Victor Kristiansen tangerer FC Nordsjællands rekordsalg af den ghanesiske stjernespiller Kamaldeen Sulemana til franske Rennes.

FC København skriver i pressemeddelelsen, at klubben forventer, at salget af den 20-årige venstre back vil have en positiv virkning på regnskabet på cirka 100 millioner kroner før skat.

Aftalen indeholder ifølge FCK betingelser, som klubben forventer vil blive opfyldt. Derfor bør det efter alt at dømme være et spørgsmål om tid, før handlen er endeligt gennemført.

Ifølge B.T.s oplysninger har Victor Kristiansen skrevet under på en kontrakt af 5,5 års varighed, som løber til sommeren 2028.