Den tyske midtbanespiller Emre Can fortsætter karrieren i Juventus, hvor han har fået en fireårig kontrakt.

Torino. De forsvarende italienske mestre fra Juventus har forstærket holdet med den tyske midtbanespiller Emre Can.

Det skriver Juventus på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at Can har fået en fireårig kontrakt.

Midtbanespilleren kom til Liverpool i 2014 og nåede at spille 166 kampe for klubben. Han har tidligere spillet for Bayern München og Bayer Leverkusen.

Nu kommer han til en klub, der har vundet syv mesterskaber på stribe i den bedste italienske fodboldrække.

Her skal han blandt andet konkurrere om en plads på midtbanen med landsmanden Sami Khedira, der i øjeblikket er med den tyske landsholdstrup til VM i Rusland i modsætning til Can.

24-årige Can havde op til VM-slutrunden været skadet i en længere periode, og han nåede også kun akkurat at blive klar til at komme på banen som indskifter med syv minutter igen i Champions League-finalen mellem Real Madrid og Liverpool.

Can har dog 20 landskampe på cv'et og var også en del af det tyske hold, der i 2017 vandt Confederations Cup.

/ritzau/