De udenlandske fodboldspillere, der er på kontrakt i Rusland, må suspendere deres kontrakter i den kommende sæson.

Det bekræfter FIFA på sin hjemmeside.

Dermed står danske spillere som Anders Dreyer, Oliver Abildgaard og Younes Namli fri til at skifte klub kvit og frit i den kommende sæson.

Det var den samme løsning, som FIFA vedtog tidligere på året, da Rusland invaderede Ukraine - dengang var det midlertdige skifte gældende for det resterende af sæsonen, men nu gælder det altså for hele den kommende sæson.

Regelændringen gælder også for udenlandske trænere, der er på kontrakt i Rusland.

Anders Dreyer og Oliver Abildgaard er på kontrakt i Rubin Kazan.

Førstnævnte har tidligere fortalt til B.T., at han næppe ser sig fortsætte i Rusland, mens Oliver Abildgaard endnu ikke har meldt ud om sin fremtid. B.T. har forsøgt at få Abildgaard i tale, men det har endnu været uden held.

Anders Dreyer valgte i foråret at vende tilbage til Danmark for at spille for FC Midtjylland, mens Abildgaard fortsatte karrieren hos russerne, som endte med at rykke ned i den næstbedste række.

Dreyer har umiddelbart fire år tilbage af sin kontrakt i Rusland og skal altså købes fri for at skifte permanent. Abildgaard har to år tilbage af sin aftale med Rubin Kazan, og det gælder også en transfer, hvis han skal skifte permanent.

Younes Namli har spillet det seneste år på udlån og vender først denne sommer tilbage til Krasnodar i Rusland.

Han ville for nylig ikke udtale sig om sin fremtid. Han har et år tilbage af kontrakten - altså hele den tid, hvor kontrakten kan suspenderes.