Simon Kjær er blevet handlet for flere hundrede millioner i sin fodboldkarriere, men i øjeblikket går han til discount-pris, man oftest forbinder med Superligaen.

Den danske landsholdsanfører har været udlejet til AC Milan fra Sevilla siden januar i år, og nu bliver han så en fast del af AC Milans trup.

Det bekræfter AC Milan i en officiel pressemeddelelse

Italienerne udnytter en købsoption i lejeaftalen, der sikrer dem den 31-årige dansker for 3,5 millioner euro (cirka 25 millioner danske kroner, red.).

Simon Kjær har nydt stor succes i Milan med mange gode præstationer.

I sine hidtidige ni Serie A-kampe har han kun været med til at tabe én gang med Milan, men prismæssigt er han nu i Superliga-leje. Til sammenligning gav FCK eksempelvis 20 millioner kroner for AaB's Mikkel Kaufmann.

Så billig har Kjær ikke været, siden han tog sit første skridt til udlandet i 2008, da han skiftede fra FC Midtjylland til Palermo.

Her kostede han også i omegnen af 25 millioner kroner. Og siden er værdien kun steget for danskeren, der snart runder 100 landskampe for det danske landshold.

Fra Palermo gik turen til Wolfsburg for omkring 90 millioner kroner, inden han blev købt af franske Lille til cirka 75 millioner kroner. Nogenlunde samme pris gav Fenerbahce for Kjær i 2015, inden Sevilla måtte slippe næsten 100 millioner kroner i 2017,

Og nu er værdien på danskeren så faldet med 75 procent.

Det er gode nyheder for Milan, der dermed sikrer sig danskeren til spotpris. Simon Kjær var tidligere på sæsonen udlejet til Atalanta, inden han fortsatte karrieren i AC Milan.

Simon Kjær skriver under på en toårig kontrakt, der gælder frem til 2022.