Den danske keeper Anders Lindegaard har fået ny klub.

Efter ni år i England skifter 35-årige Lindegaard til svenske Helsingborg IF.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

Lindegaard har skrevet kontrakt frem til og med sæsonen 2021.

Det var tilbage i januar 2011, at Anders Lindegaard blev hentet til Manchester United under daværende manager, Alex Ferguson. Han fik 29 kampe for Manchester United.

De seneste to sæsoner har han tilbragt i Burnley, og 1. juli 2019 udløb hans kontrakt i det engelske.

Nu fortsætter han karrieren i Sverige, og det ser danskeren frem til.

»Det føles virkelig godt. Jeg ved, at fansene er fantastiske, stadionet er fint, og at Helsingborg ånder fodbold. Med det, jeg og klubben vi, føles det som et perfekt match,« fortæller Lindegaard til Helsingborg IF's hjemmeside.

Cheftræner i Helsingborg IF Henrik Larsson ser også frem til at se danskeren i aktion for klubben.

»Anders er en rutineret målmand, som de fleste allerede kender til. Han er en dygtig keeper med meget erfaring fra topfodbold i England,« fortæller Larsson.

Den nye Helsingborg-målmand startede sin professionelle karriere i OB, hvor han dog kun nåede at spille otte førsteholdskampe. Lindegaard var også udlejet til Kolding i efteråret 2008.

Det meste af karrieren er blevet brugt som reservemålmand. Lindegaard har desuden fem landskampe på cv'et.