AGF ansætter tyske Uwe Rösler som ny cheftræner.

Det oplyser AGF i en fondsbørsmeddelelse.

Den tyske træner, der erstatter David Nielsen som cheftræner i klubben, har skrevet under på en treårig aftale.

Sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye, sætter i en pressemeddelelse flere ord på ansættelsen af den 53-årige tysker.

»Uwe Rösler har de helt rette fodboldfaglige og ledelsesmæssige kompetencer til at stå i spidsen for vores 3F Superliga-hold. Han er en vindertype, der formår at kombinere spillestilsudvikling og trupudvikling med resultater.«

»Og så står han for en type fodbold, som er i tråd med AGF’s værdier, og som vi tror på, vil kunne skabe resultater. - Uwe har gennem en længere årrække bevist, at han er en dygtig træner, der kan skabe resultater, og han besidder de kvaliteter, der skal til for at udvikle vores hold i den rigtige retning.«

»Vi glæder os meget over, at det er lykkedes at tiltrække en trænerkapacitet som Uwe Rösler til AGF,« siger sportschef Stig Inge Bjørnebye i en pressemeddelelse.

Uwe Rösler har tidligere i karrieren været træner i flere norske klubber, ligesom han i England blandt andet har trænet Brentford, Wigan og Leeds United.

Foto: LEON KUEGELER
Vis mere

Han har også været forbi Malmö FF i Sverige og senest var han cheftræner i Bundesligaen hos Fortuna Düsseldorf, som han forlod i sommeren 2021.

Tyskeren glæder sig til de nye udfordringer i Aarhus.

»Jeg er meget begejstret for muligheden, og jeg ser meget frem til at arbejde for AGF. Sammen med klubbens ledelse har jeg været gennem en meget grundig samtaleproces og blev derigennem meget interesseret og tændt på jobbet.«

»Jeg er taknemmelig for muligheden for at træne en stor traditionsrig dansk klub som AGF, og jeg glæder mig til at komme i gang med opstarten på torsdag,« siger Rösler i pressemeddelelsen.

Han har siden sit job hos Fortuna Düsseldorf været ekspert på norsk tv.