Silkeborg-træner Kent Nielsen tror, at den offensive spillestil kan sikre holdet overlevelse i Superligaen.

Silkeborg IF er tilbage i Danmarks bedste fodboldrække efter en enkelt sæson i 1. division. Mandag aften spillede holdet 0-0 hjemme mod Sønderjyske i en kamp, hvor begge hold havde muligheder for at tage sejren.

Selv om det ikke blev til tre point i åbningskampen, så tror Silkeborgs cheftræner, Kent Nielsen, at klubbens offensive spillestil kan sikre dem overlevelse i Superligaen.

»Vi kommer med noget anderledes fodbold, og vi skal se os som det friske pust. Vi tror på, at vores spillestil kan være pointgivende, og det skal der til, hvis vi skal begå os i Superligaen.«

»Vi kommer til at gå all-in på at få så mange point som muligt, og der er vi sindssygt dygtige. Det gælder om at få det optimale ud af hver eneste kamp,« siger Kent Nielsen.

En af de spillere, der var med sidst, da Silkeborg spillede i Superligaen for to år siden, er den 24-årige offensivspiller Nicolai Vallys. Han er også optimistisk omkring klubbens chancer for overlevelse.

»For to år siden havde vi nok tabt sådan en kamp mod Sønderjyske med to mål, så det er meget positivt, at vi fik point,« siger Vallys.

Vallys mener, at holdet står stærkere stillet, end senest klubben var i Superligaen.

»Vi er blevet mere modne, og der er flere spillere, der sætter pris på at udfylde de defensive opgaver. Der er mere holdorientering, og jeg synes generelt, at vi står stærkere stillet end sidst,« siger Silkeborg-spilleren.

En af de klubber, som Silkeborg er udset til at skulle bide skeer med i bunden, er mandagens modstander, Sønderjyske.

Den rutinerede Sønderjyske-spiller Mads Albæk tror, at den vurdering skyldes uro omkring klubben det seneste stykke tid med fyringen af træner Glen Riddersholm, nye ejere og en lang ventetid på en ny direktør i klubben.

»Det kommer måske mest af, at der ikke helt har været styr på det i klubben denne sommer.«

»Men hvis jeg skal sammenligne truppen med sidste års, så er den jo ikke blevet dårligere, så det er jo mærkeligt, at vi pludselig skulle ende i bunden,« siger midtbanemanden.

/ritzau/