En tragisk sag fylder lige nu i Østrig, hvor den østrigske fodboldspiller Alexandra Wimmer er død i en bilulykke i en alder af blot 20 år.

Det meddelte kvindeklubben SPG Blau-Weiß Linz/Kleinmünchen fredag i et opslag på Instagram.

»I går morges modtog vi den tragiske nyhed om, at vores spiller Alexandra Wimmer døde i en bilulykke. Vi er målløse og dybt rystede. Du var alt for ung og havde så meget foran dig,« skriver klubben. 

»Din latter, din energi og de minder, vi kunne dele med dig, vil forblive for evigt. Du var ikke bare en holdkammerat, men også en meget vigtig del af vores klub.«

Ifølge østrigske medier var Wimmer på vej til skole til en matematikeksamen.

Hun kørte gennem Mona Lisa-tunnelen i Linz med en 15-årig passager, da hendes bil kolliderede frontalt med en lastbil i et sving.

Kvinden måtte frigøres fra den ødelagte bil, og trods øjeblikkelige genoplivningsforsøg døde hun på ulykkesstedet. 

Den 15-årige passager blev kørt på hospitalet til undersøgelse.