To gange tre minutters drikkepauser til næste års fodbold-VM i Nordamerika kan være afgørende for spillernes helbred, øge spillets intensitet og skabe nye taktiske muligheder.
Samtidig kan pauserne understøtte Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i dets kommercielle mål om flere reklamer og appellere til et amerikansk publikum, der er vant til hyppige pauser i sport.
Da Fifa mandag annoncerede, at der midt i hver halvleg indføres en obligatorisk drikkepause i alle kampe uanset vejr og temperatur, var det ifølge Fifa primært af hensyn til spillernes helbred.
Jens Bangsbo, der er professor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, ser tiltaget som fornuftigt.
- Det er vigtigt, at spillerne får drukket. Først og fremmest for deres helbred, men det er også præstationsfremmende, fordi man opretholder væskebalancen under kampen, siger han.
De obligatoriske pauser gør det ifølge Bangsbo enklere, da man ikke behøver at vurdere temperaturen fra kamp til kamp.
- Men det ændrer også på rytmen og giver træneren en mulighed for taktiske justeringer, tilføjer han.
Bangsbo, der blandt andet har været assistenttræner i Juventus og teknisk træner i Atalanta indtil 2023, forklarer, hvordan han selv ville forberede holdet på drikkepauserne.
- Jeg ville sikre, at spillerne får noget at drikke, de kan optage, og samtidig afprøve forskellige strategier for nedkøling, siger Bangsbo.
Han understreger også, at pauserne giver træneren flere taktiske muligheder.
- Hvis man skal lave nogle radikale ændringer i spillets udvikling, så er der jo en fantastisk mulighed i de tre minutter for at give meget klar besked til spillerne om, hvad der skal ske i den næste periode.
Selv om Bangsbo ser sundhedsværdien, mener han ikke, at pauserne behøver at vare flere minutter.
- Det er der ikke så meget en pointe i. Spillerne kan indtage væsken inden for et halvt minut. Det ville være rigeligt, siger han.
Analyse- og forskningschef i Idrættens Analyseinstitut, Rasmus K. Storm, tvivler på, at beslutningen kun handler om spillernes helbred.
- Det er formentlig lige så meget et kommercielt tiltag som et sundhedsmæssigt.
- Fifa vil gerne tjene penge, så det er nærliggende at tro, at der også er en kommerciel vinkel, tilføjer han.
Det kommercielle potentiale ligger ifølge Storm både i muligheden for reklamer under pauserne og i, at spillet mellem pauserne kan blive hurtigere og mere eksplosivt.
Bangsbo ser også, at drikkepauserne kan forbedre spillets kvalitet.
- Vi har før set tilfælde, hvor en spiller mister fire og en halv liter væske under en kamp. Det har en klar betydning for præstationen, siger han.
Storm bemærker, at det ikke virker tilfældigt, at tiltaget kommer til en VM-turnering i netop USA.
Flere amerikanske sportsligaer som NBA, NFL, NHL og MLB har faste pauser, og også i Major League Soccer (MLS) er der drikkepauser midt i halvlegen.
- Det kan godt være et forsøg på at gøre det mere attraktivt for det amerikanske publikum, som er vant til pauser, siger Storm.
- Selv om fodbold allerede er en stor international sport, skal den konstant udvikle sig og konkurrere om opmærksomheden med andre sportsgrene, tilføjer han.
/ritzau/
