OB tabte søndag med 0-1 i Parken mod FC København i Alka Superligaen efter en frisparksscoring i anden halvleg af Robert Skov.

Efterfølgende var det dog særligt en situation, der involverede hjemmeholdets angriber Federico Santander og gæsternes forsvarsspiller Jeppe Tverskov, som var et af samtaleemnerne i Parken.

Med 10 minutter igen sparkede den sydamerikanske angriber ud efter OB-stopperen efter en situation på baglinjen.

Dommer Jakob Kehlet var tæt på situationen og valgte til Tverskovs forundring blot at give et gult kort for bataljen.

- Jeg synes, at Santander sparkede ud efter mig, hvor bolden ikke var i spil. Sådan så jeg situationen, og det var også det, som Jakob Kehlet dømte for.

- Jeg synes godt, at sådan en situation kunne have givet rødt kort, for bolden var ikke i nærheden, og det var bevidst, siger han.

Tverskov mener, at det manglende røde kort er en tendens i Parken.

- I mine øjne var det en fejl af dommeren, og der er en tendens til, at sådan noget sker i Parken, hvor det kommer FCK til gode.

- Publikum reagerede også på det efterfølgende, da den blev vist på storskærmene derinde, så det synes jeg også beviste, at det ikke var helt lovligt.

Det manglende røde kort og nederlaget til trods er OB-forsvarsspilleren tilfreds med store dele af holdes præstation i Parken.

- Vi fik holdt dem godt væk fra chancerne, og så var det selvfølgelig bare ærgerligt, at de har en, der sparker så godt til en bold som Robert Skov.

- Det er dog begrænset, hvor meget vi kan tage med fra kampen, for det er pointene, der tæller lige nu, hvor det er så tæt i tabellen, siger han.

Trods nederlaget forbliver OB på sjettepladsen i Alka Superligaen, der giver adgang til mesterskabsslutspillet. Der resterer fortsat fire runder af grundspillet, og fynboernes næste opgave er en hjemmekamp mod Lyngby.

/ritzau/