OB-træner: Underkendt mål er en skandale af dimensioner
Jakob Michelsen er stærkt utilfreds med, at hans hold fik annulleret en overtidsscoring mod Sønderjyske.
Jakob Michelsen er stærkt utilfreds med, at hans hold fik annulleret en overtidsscoring mod Sønderjyske.
OB fik et mål annulleret dybt inde i dommerens tillægstid i fredagens 0-0-kamp i 3F Superligaen mod Sønderjyske.
OB's angriber Sander Svendsen blev dømt offside, sekunder inden bolden lå i nettet, men på tv-billederne er det tydeligt, at den norske angriber ikke var offside.
OB-træner Jakob Michelsen er alt andet end glad for dommer Sandi Putros.
- Det er en skandale af dimensioner, at dommeren frarøvede os sejren i overtiden, siger Jakob Michelsen.
- Tilskuernes buh-råb sagde det hele om kampens dommerpræstation.
Allerede to minutter inde i opgøret lod dommeren Sønderjyskes angriber Mart Lieder slippe med et gult kort efter en stempling på skinnebenet af OB-anfører Janus Drachmann. Det faldt heller ikke i Michelsens smag.
- Den svinestreg, Mart Lieder lavede i andet minut, skulle takseres til rødt kort.
- Det er ikke okay, at dommeren ikke beskytter spillerne. Dommerne skal slå mere ned på den slags svinestreger.
I den anden lejr er Sønderjyske-træner Glen Riddersholm uenig i, at det underkendte mål skulle have stået. Han mener i stedet, at Sønderjyske blev snydt for frispark kort inden situationen.
- To sekunder inden offsidekendelsen er der klart frispark til Stefan Gartenmann. Der blev revet voldsomt i hans trøje, og han fik en albue i hovedet, siger Glen Riddersholm.
Ligesom sin trænerkollega vil Riddersholm ikke kommentere dommerpræstationen direkte.
- Det taler for sig selv, når han gav så mange kort. Den (dommerpræstationen, red.) behøver ikke flere kommentarer fra min side.
Putros gav hele ni kort i kampen inklusiv et til hver træner.
/ritzau/