OB fik udlignet til 1-1 mod Viborg, men Andreas Alm og Jeppe Tverskov var alligevel utilfredse efterfølgende.

Søndag eftermiddag fik OB hentet et point, da kantspilleren Emmanuel Sabbi fik udlignet til slutstillingen 1-1 i det 62. minut.

Kampen var meget jævnbyrdig, og et point til hvert mandskab lignede et meget fair resultat. OB's cheftræner, Andreas Alm, var dog utilfreds med sit holds præstation på trods af comebacket.

- Der var en stor mulighed for, at det skulle blive en fantastisk kamp. Jeg havde forventet et højt tempo, men i stedet for blev der meget lavt tempo og mange tekniske fejl.

- Vi er glade for, at vi lavede et comeback i forhold til resultatet. Viborg er et godt hold, men efter at vi scorede til 1-1, havde jeg ønsket, at vi kvitterede med at vise, at vi kunne have vundet kampen, siger Andreas Alm.

Fynboernes forsvarsspiller Jeppe Tverskov var enig med sin cheftræner efter kampen, hvor han fortalte, at OB måske skal være glade for det ene point kampen taget i betragtning.

- Vi havde for lavt niveau. Vi følte, at vi havde gode muligheder på bolden, men vi var ikke gode nok til at få spillet os gennem Viborgs forsvar.

- Kampen blev lidt for vild i starten, hvilket gjorde at de kom frem til omstillinger og indlæg, som de er allerbedst til.

- Hvis nogen skulle have vundet, så var det måske dem, men alt i alt, synes jeg, at det var et fair resultat, siger forsvarsspilleren.

Omvendt var Viborg-lejren tilfreds med præstationen efter kampen, men det irriterede holdet, at føringen ikke blev udbygget i de gode perioder.

Det fastslog viborgensernes cheftræner, Lars Friis, efter kampen.

- Jeg synes, at vi lavede rigtig mange gode ting. Specielt i første halvleg er jeg meget tilfreds med måden, hvorpå vi arbejdede med bolden.

- Vi holdt dem væk fra de helt store chancer, men det irriterer mig, at vi ikke fik udbygget vores føring med en enkelt mere, inden vi gik til pause. Det var blevet en helt anden kamp, hvis det var sket.

- I anden halvleg dalede vi i energi og i duelspillet, og de kom langt bedre med og fik større greb om kampen.

- Det er dog ikke, fordi vi blev alt for presset. Vi kom dog til at stå lidt lavere, og det er noget, vi skal arbejde på at blive bedre til, siger Lars Friis.

Viborgs midtbanespiller Jeppe Grønning kunne nikke genkendende til sin cheftræners ord.

- Det var en ganske god kamp. Vi bragte, hvad vi gerne ville. Vi kom ud og trykkede dem i første halvleg, og vi kom fortjent foran.

- Det skal dog siges, at vi mødte et stærkt hold med en række individualister, og det var måske fair nok, at vi kun fik et point.

- Men det irriterer os, at vi ikke formåede at score til 2-0 i vores gode perioder, siger midtbanespilleren.

/ritzau/