Mohamed el Makrini sættes i forbindelse med fynboerne, der kan se frem til en universalspiller på midtbanen.

Masser af erfaring fra den hollandske Eresdivisie. Tjek. Fast spilletid i den forgangne sæson. Tjek. Og den helt rigtige alder. Tjek.

OB er på udkig efter en midtbaneprofil med flair for at agere bindeled mellem kæderne. Og i følge BTs oplysninger er Mohamed El Makrini manden, der skal trække i den stribede trøje i den kommende sæson og forsøge at fylde noget af hullet ud efter salget af Martin Spelman til tyrkiske Genclerbirligi sidst i maj.

Makrini er 27 år gammel og aktuelt på kontrakt i Cambuur, hvor han har spillet de seneste fire år efter at være kommet til fra Den Bosch.

De økonomisk trængte fynboer behøver end ikke skrabe kistebunden yderligere for at få den nye spiller til klubben, da Mohamed El Makrini er på en fri transfer.