OB har sikret sig mod nedrykning, og nu retter Jakob Michelsen og Mads Frøkjær blikket mod de sjove kampe.

Nedrykningsspøgelset er væk efter mandagens sejr mod Lyngby, og i OB-lejren er det første mål nu sikret i Superligaen. Forude venter nogle opgør, der kan give adgang til europæisk kvalifikation.

OB-træner Jakob Michelsen glæder sig over at kunne kigge fremad nu, hvor klubben ikke længere risikerer nedrykning.

- Nu har vi vundet puljen og fået muligheden for at spille nogle sjove kampe. Det vil vi se frem til, siger han.

I sidste ende kan det kaste en Europa League-kvalifikation af sig, og selv om Michelsen forsøger at holde begge ben på jorden, tør han godt sætte næsen op efter det.

- Det er det, vi spiller for. Nu skal vi gå så langt som muligt, men det handler om at tage en kamp ad gangen.

For midtbanespiller Mads Frøkjær har snakken om en mulig nedrykning ikke været et tema.

- Jeg har ikke rigtig tvivlet på det. Når jeg har snakket med familie og venner, har jeg sagt, at vi er bedre end de andre, siger målscoreren til 2-1.

Frøkjær var derfor også primært lettet på vegne af fansene efter sejren mod Lyngby.

- Jeg er glad på fansenes vegne, at de nu kan se frem mod nogle sjove kampe, hvor vi forhåbentlig kan blive ved med at levere gode resultater.

Nu sætter OB-spilleren også jagten ind på billetten til Europa, selv om der fortsat er en række kampe, der skal vindes.

- Det vil være ringe at sige, at vi ikke skal gå ud og vinde mod andenpladsen i den anden pulje. Vi skal ud at vinde de her kampe. Man skal ikke sigte efter mindre. Det handler om at vinde fodboldkampe, lyder det fra Frøkjær.

/ritzau/