OB-træneren var glad for at gå videre til semifinalen, men understreger, at efteråret ikke har været så skidt.

OB gik søndag aften videre til semifinalen i Sydbank Pokalen, og det var en tiltrængt succesoplevelse for et OB-mandskab, der ikke ligefrem har vadet i den slags i efteråret.

OB-træner Andreas Alm slår dog fast, at han føler, at folk er for kritiske over for OB's efterår.

- Jeg er ikke enig. Jeg er simpelthen ikke enig i, at vores efterår har været så skidt.

- Det er klart, at hvis du ser på tabellen, så skal vi være i top-6. Men folk får det til at lyde som om, at vi skal redde sæsonen ved at gøre det godt i pokalturneringen, og det er ikke rigtigt, siger cheftræneren.

Han slår også fast, at OB-mandskabet stadig tror på muligheden for at komme i mesterskabsspillet, men han understreger, at det ikke er altafgørende.

- Men det er jo ikke alt eller intet. Det lyder som om, at hvis vi ikke kommer i top-6, så har vi ikke udrettet noget overhovedet, men jeg er altså først lige kommet til OB. Vi skal stadig udvikle os, siger Andreas Alm.

I den modsatte lejr var en af søndagens målscorere, Vito Hammershøy-Mistrati, en meget frustreret mand efter at være røget ud af pokalturneringen.

- Jeg er pisse sur og pisse rasende. Vi smed det jo selv væk, fordi vi spillede en elendig kamp på hjemmebane mod OB, hvor vi tabte 0-2.

- Det er kun os selv, vi kan takke. Vi havde rigtig mange chancer i begge kampe, men det var simpelthen bare stolpe ud for os, siger Hammershøy-Mistrati.

Randers har spillet et flot efterår, hvor klubben er gået videre fra Europa League og ligger godt til i top-6, men det kunne midtbanestjernen ikke glæde sig over på bagkant af et skuffende exit.

- Det er et godt efterår, men det får mig ikke op at køre lige nu. Jeg er simpelthen så sur og skuffet, lyder det fra midtbaneprofilen.

/ritzau/