Joachim Löws nye tyske landshold fik en god start på EM-kvalifikationen med en sejr ude mod Holland.

Bayern München-stjernerne Jérôme Boateng, Thomas Müller og Mats Hummels er blevet smidt af det tyske landshold, men det er Joachim Löws mandskab tilsyneladende ikke blevet ringere af.

Søndag aften vandt det unge tyske kuld på dramatisk vis 3-2 ude over Holland i kvalifikationen til næste års EM-slutrunde.

Angriberne Leroy Sané og Serge Gnabry sørgede for en 2-0-føring, men Nico Schulz blev matchvinder med en sen scoring.

Det var første gruppekamp for Tyskland, som dermed har tre point ligesom Holland.

Nordirland, der har spillet en kamp mere, har seks point efter 2-1 mod Hviderusland.

Tyskland gik ind til søndagens kamp med et halvlunkent 1-1-resultat fra onsdagens testkamp mod Serbien i bagagen.

Sané og Gnabry fik til opgave at gøre livet surt for det hollandske forsvar, og det var lige præcis, hvad de gjorde i første halvleg.

Den hollandske defensiv så i flere tilfælde tung ud mod de rapfodede unge tyskere, og efter et kvarter førte det til gæsternes første scoring.

Nico Schulz strøg ned ad venstreflanken, før han fandt Sané, der på sin anden berøring hamrede kuglen i nettet til 1-0.

Føringen blev fordoblet, da Bayern-spilleren Gnabry trak ind i banen fra venstre og med eminent sparketeknik lagde bolden i modsatte hjørne i det 34. minut.

Rutinerede Ryan Babel misbrugte et par store tilbud for Holland.

Han blev pillet ud i pausen, og i stedet kom Steven Bergwijn ind. PSV-spilleren stod i første parket, da forsvarsspilleren Matthijs de Ligt pandede Holland tilbage i kampen.

I det hele taget spillede det hollandske mandskab med langt større energi efter pausen, og hjemmeholdet fik også udlignet.

Memphis Depay sparkede fladt i det nærmeste hjørne, og hjemmepublikummet var i ekstase efter 63 minutter.

Det medrivende opgør fandt sin vinder, da Schulz sparkede et fladt indlæg fra Marco Reus i kassen til 3-2 kort før tid.

/ritzau/