AGF havde en date. Den hed fjerde runde i DBU Pokalen, og den krævede bare lige en tur igennem Fredericia fra 1. division. Det skulle være en ren formalitet, men ikke for holdet fra Smilets By.

For de blev i den græd brændt af, og det gjorde de af Brent McGrath, der kun skulle bruge få minutter på banen for at score sejrsmålet til 1-0 og sende AGF ud af pokalfesten, før de store hits overhovedet var sat på pladespilleren.

AGF var inden kampen inde i en god periode. Glen Riddersholms tropper tog til Fredericia med en sejr over Superligaens nummer et, FC Nordsjælland, i bagagen – og med bare et nederlag i de seneste seks kampe.

Det skulle der følges op på, men der blev også plads til nye ansigter i den aarhusianske startopstilling. Der var blandt andet blevet plads til 18-årige Kasper Lunding på kanten og Mustapha Bundu på den modsatte side.

Og det startede også fint for AGF, der pressede hårdt på i de første minutter. Men det første farlige forsøg kom altså fra Fredericia. Holdet fra fæstningsbyen havde kæmpet sig tilbage i første halvleg, og efter en lille halv time forsøgte den tidligere Sønderjyske-spiller Andreas Oggesen sig udefra.

Sparket blev rettet af og ramte overliggeren, og så kunne de to hold gå til pause. En pause, som Fredericia-træner Jesper Sørensen nok godt kunne få noget godt ud af. Den tidligere AGF-spiller og –assistenttræners hold hører nemlig til i den tarvelige ende af 1. division, og derfor var de på jagt efter overraskelsen.

Efter en småslumrende første halvleg kom der en anelse mere gang i den efter pausen. 12 minutter efter dommerens fløjt spillede Kasper Junker sin angrebsmakker André Riel fri i Fredericia-feltet. Men den afslutning vil den selvtillidsfulde angriber næppe gemme på sin tv-boks. Det var AGFs største mulighed indtil da.

Og det så ud til at sætte lidt ild til aarhusianerne, for kort efter var det Mustapha Bundu, som havde en pæn skudmulighed. Men det blev til en slatten afslutning. Og så kan det jo vende. Bare spørg Brent McGrath.

Han var kun lige kommet på banen, da han tyve minutters tid før mål sneg sig forrest på et fladt indlæg og prikkede med målet til 1-0 Fredericia på vej mod pokaloverraskelsen.

Derfra gik Fredericia længere frem i den næste håndfuld minutter. De kunne være kommet foran to gange, men modige AGF’ere kastede sig i vejen. Men det betød ingenting. For Morten Duncan Rasmussen fik heller ikke et straffespark, som han måske skulle have haft, og så kunne de juble i Trekantsområdet.