Et rødt-hvidt halstørklæde kan skabe meget mere postyr, end man bare lige går og tror.

Efter den hårdt tilkæmpede sejr over Schweiz fik landstræner Åge Hareide overrakt et halstørklæde med de danske farver, men det nægtede han at iføre sig. DU KAN SE HÆNDELSEN I VIDEOEN I TOPPEN AF ARTIKLEN.

Det har skabt en del snak og debat, især fordi hændelsen kommer i kølvandet på spændinger mellem Åge Hareide og DBU, efter at sidstnævnte har ansat Kasper Hjulmand som Hareides afløser, selvom nordmanden har gjort et hæderligt stykke arbejde med landsholdet.

Hareide har udtalt, at han var uenig i timingen, og derfor virkede episoden med halstørklædet som en klar forlængelse af dette. Men det var det ikke, siger Åge Hareides søn, Bendik, til B.T.

Efter sejren mod Schweiz kom kommunikationschef Jakob Høyer over til Åge Hareide med et rødt-hvidt halstørklæde. Men normanden nægtede at iføre sig det, og her er han i færd med at tage det af.
Efter sejren mod Schweiz kom kommunikationschef Jakob Høyer over til Åge Hareide med et rødt-hvidt halstørklæde. Men normanden nægtede at iføre sig det, og her er han i færd med at tage det af. Foto: Screenshot/Kanal 5
Vis mere

»Jeg tror det, som han siger. Man skal huske, hvordan han har haft det efter operationen, hvor han har brugt vanvittig meget energi på at komme på benene efter så mange døgn på et hospital og nedturen over at gå glip af de to kampe. Min far går 110 procent ind i alt, hvad han laver, og nu er han gået 140 procent ind for at være klar til Schweiz-kampen.«

Ifølge Åge Hareide selv var han bare slidt og tung i hovedet, hvilket var årsagen til irritationen.

Den beslutning bakker hans søn op om, og han mener ikke, at der skal lægges mere i det end som så.

»Det er slet ikke en symbolsk handling, og jeg synes næsten, at det er blevet taget ud af konteksten,« mener Bendik Hareide.

»Min far giver den så meget gas for Danmark. Han går så meget op i det og er motiveret. Jeg kan love jer for, at han har et mål: at få Danmark til EM, både for landsholdets skyld, men også for hans egen. Han vil slutte af på toppen, og længere er den ikke.«

Bendik Hareide fortæller også, hvor hårdt det har været for hans far at sidde over under de to kampe i september, hvor han måtte følge med fra en hospitalsseng, da han fik betændelse i et knæ efter en operation.

Faktisk så far og søn Danmarks kamp mod Gibraltar sammen.

»For ham var det frygteligt at sidde og kigge på sine drenge. Men heldigvis arbejder han, Jon Dahl Tomassson og hele apparatet omkring landsholdet så tæt sammen, så han var ikke nervøs. Farmand er en hård hund. Jeg var nede at besøge ham, da han ikke kunne være i Gibraltar, så vi så kampen sammen. Han spillede kampen foran fjernsynet, fordi han går så meget op i det,« siger Bendik Hareide.

På trods af uenighederne med DBU er landstræneren, der både har deltaget i VM og Champions League som træner, stadig topmotiveret.

Både fordi han endnu ikke har deltaget i et EM, men også fordi han stadig nyder sit arbejde.

»Åge har det rigtig godt og elsker at arbejde sammen med drengene,« siger Bendik Hareide.

»Vi talte sammen første dag efter, at han var tilbage i landsholdslejren. Da jeg spurgte ham om, hvordan det gik, sagde han, at det var sindssygt godt at være tilbage. Det giver ham så meget energi, og han er så glad for at arbejde med spillerne og apparatet omkring landsholdet.«