Arsenal har haft en skidt måned med tre nederlag i seks ligakampe. Lørdag tabte holdet 0-1 til West Ham.

Arsenal er den seneste måned faldet ud af topstriden i Premier League med tre nederlag i seks kampe.

Lørdag tabte Arsenal-manager Unai Emery og hans mandskab med 0-1 på udebane til West Ham. Arsenal har nu seks point op til Chelsea på ligaens fjerdeplads.

- Det er et skidt resultat. Vi mistede en god chance for at hente tre point og komme tættere på Chelsea og de øvrige hold i top-4.

- Vi ville gerne have spillet en bedre kamp, men vi formåede ikke at kontrollere den, som vi ville, siger Unai Emery til klubbens hjemmeside.

Manageren mener ikke, at opfindsomheden var stor nok mod West Ham, der vandt på en scoring fra Declan Rice umiddelbart efter pausen. Det kunne især ses i anden halvleg, hvor Arsenal kom bagud.

- I vores gameplan - når vi er i kontrol - så skal vi forbedre vores idéer, siger Emery.

- Vi skabte nogle chancer i de første 20 minutter, og vi troede nok på det tidspunkt, at vi kunne vinde kampen. Men derefter fik vi det svært, fordi vi ikke udførte alle de ting, vi ville, siger han.

På næste lørdag har Arsenal den måske sidste chance i denne sæson for at kæmpe sig tilbage i top-4, når holder på hjemmebane tager imod Chelsea.

Chelsea har 47 point på fjerdepladsen, mens Arsenal er nummer fem med 41 point.

Premier League-holdene, der slutter sæsonen i top-4, får adgang til næste sæsons Champions League. I denne sæson har Arsenal ikke været en del af Europas største klubturnering.

/ritzau/