Mens Brøndby havde succes på fodboldbanen sidste år, byder selskabets regnskab for 2017 på endnu et gevaldigt underskud.

Samlet tabte Brøndby 24,8 millioner kroner sidste år. Det er på trods af, at omsætningen er øget pænt til 147,0 millioner kroner.

»2017 var et år, hvor vi fortsatte den positive udvikling i selskabets omsætning, hvilket har været medvirkende til, at vi har leveret det bedste resultat siden 2010, når vi ser på resultatet efter finansielle poster, men før transfers,« lyder det fra administrerende direktør Jesper Jørgensen. Øverst i artiklen kan du se højdepunkter fra Brøndbys seneste Superliga-sejr over OB

For 2018 håber Brøndby, at resultatet før skat vil ligge mellem et plus på en million kroner og et underskud på ni millioner kroner.

Det vil være et sjældent plus for Brøndby, hvis forventningerne bliver realiseret i den høje ende af intervallet.

De seneste 10 år har været enormt pressede for Brøndby, der samlet har tabt små 600 millioner kroner siden 2010.

De store underskud har ført til skiftende ejerskaber, redningsplaner og store kapitaludvidelser.

Økonomien er dog markant bedre i Brøndby nu, hvor nye investorer blandt andet har været medvirkende til at fjerne selskabets gæld.

»I 2018 fortsætter vi med at implementere planerne og målsætningerne i strategi 6.4, blandt andet med etablering af en permanent fanzone bag den sydlige del af Brøndby Stadion. Etableringen af fanzonen forventes at være afsluttet i sommeren 2018. Vi forventer ligeledes yderligere fremgang i de økonomiske resultater,« forklarer Jesper Jørgensen i regnskabet.

Den økonomiske bedring - og muligheden for et overskud - er baseret på forventningen om, at Brøndby ligger i top-3 i Superligaen i indeværende sæson, ved årsskiftet og ikke mindst, at man tjener 25 millioner kroner på spillersalg til sommer.

For 2017 øgede Brøndby sin omsætning blandt andet fra flere og større sponsorer.

På udgiftssiden faldt lønningerne en smule. Omkostninger til administration, merchandise og salg steg dog sammen med, at køb og salg af spillere gav et minus på 6,3 millioner kroner.

Derfor steg de samlede omkostninger til 165,3 millioner kroner, og resultatet blev negativt.

/ritzau/