'Plæneklipperen' er tilbage på skrift.

Stig Tøfting sagde sidste år farvel til Ekstra Bladets spalter efter 13 år som kommentator, og nu er han tilbage som meningsmaskine hos Tipsbladet.

Det fortæller den tidligere landsholdsspiller i en video fra Thailand.

Se videoen her:

»Så er freden forbi,« indleder Tøfting fra poolkanten, før han fortæller, at han efter en halv sæsons pause har fået ophobet en masse meninger, som nu skal ud.

»Nogle gange er det sgu' ved at boble over, så det bliver godt at komme af med mine holdninger igen. Jeg er vild med at lave tv, men det skriftlige format, hvor man kan udtrykke sig på en anden måde, er også fedt,« siger han til mediet.

Viaplay har hele tiden kunnet trække på den kontante ekspert, men nu kan Tipsbladet også få glæde af ham.

Første klumme udkommer 17. februar – altså kort inden Superligaen igen ruller.