Det store London-derby mellem Tottenham og Arsenal på Emirates Stadium byder på en stor trumf i Tottenham-manager Mauricio Pocchetinos pokerspil.

Efter at have siddet ude med en skade i de seneste fem Premier League-kampe, gør den engelske landsholdsangriber Harry Kane comeback, og han glider direkte ind som forreste mand i Tottenhams offensiv, der har haft store problemer med at score mål i den store angribers fravær. I de seneste seks kampe er det blot blevet til tre scoringer for Tottenham-mandskabet.

Mens Harry Kanes comeback er et stort boost for Spurs, er det omvendt en bét, at den offensive midtbanespiller Dele Alli er blevet ramt af en skade og ifølge Mauricio Pocchetino ventes ude i et par uger.

Det vil utvivlsomt øge Christian Eriksens ansvar for at skabe chancer til tilbagevendte Harry Kane. Den danske landsholdsangriber er trods et formdyk atter at finde i startopstillingen, hvor han starter med udgangspunkt i venstre side af den offensive midtbane.

Det store engelske North London Derby vil blive spillet på et stemningsfyldt Emirates Stadium, hvor der vil være både ære og vigtige point på spil. For Arsenal gælder det om at holde fast i en opadgående formkurve, mens Tottenham skal forsøge at vende en ond spiral.

Her kan tilbagevendte Harry Kane meget vel få en hovedrolle. De seneste tre gange han har mødt Arsenal, er det blevet til fire scoringer. I dag jagter han flere.

Der er kick off på Emirates Stadium klokken 13, og kampen kan ses på TV3 +.