Ifølge FIFAs seneste undersøgelse tjente de såkaldte mellemmænd 880 mio. kr. på spillerhandler, svarende til 28 procent af den samlede transferomsætning, i 2012.

Nu vil FIFA have klarhed over, hvem mellemmændene er, og derfor arbejder verdensforbundet på senest i sommeren 2014 at kunne præsentere et nyt og mere gennemsigtigt system end det nuværende, hvor kun advokater og agenter med FIFA-licens har lov at repræsentere spillere, men hvor talrige mere eller mindre lyssky mellemmænd i virkeligheden tager sig godt betalt.

Det er FIFAs ambition at registrere samtlige mellemmænd, og at der bliver udarbejdet nogle minimumskrav, som skal overholdes, ligesom der arbejdes på muligheden for at skabe en central enhed, der står for indsamlingen og udbetalingen af de beløb, der skal fordeles i forbindelse med spillerhandler.

Læs også: BT afslører DBUs bekymring: Sådan arbejder hemmelige agenter

Arbejdet med et nyt agentsystem bakkes op af både den europæiske forening for professionelle fodboldligaer (EPFL) og af den internationale spillerforening (FIFPro).

- Tusinder af spillere verden over får ikke løn til tiden eller slet ingen løn, mens 28 procent af det globale transfermarked forsvinder ud af spillet (til agenter, red.). Der er noget i det billede, der ikke stemmer, siger FIFPro-præsident Phillipe Piat.

Forhandlingerne mellem interessenterne kommer næppe til at gå stille for sig, selvom der er enighed om en ting: Det nuværende system fungerer ikke.