Danske Jannik Vestergaard havde et svært debutår i Premier League, hvor han gled ind og ud af Southamptons startopstilling.

Men i denne sæson er der kommet andre boller på suppen, og den store dansker har været fast mand i The Saints' startopstilling - og han har blandt markeret sig med en vigtig scoring i hjemmekampen mod Manchester United.

Og faktisk går det så godt for 27-årige Vestergaard, at han lige nu er Premier Leagues mest formstærke forsvarsspiller.

Det fremgår af Sky Sports ugentlige power ranking, hvor Vestergaard indtager en 11. plads - som den højst placerede forsvarsspiller.

Foto: Sky Sports
Vis mere

Jannik Vestergaard skiftede forrige sommer fra Borussia Mönchengladbach til Southampton for et - på det tidspunkt - rekordbeløb.

For med en salgspris på 25 millioner euro (186 millioner kroner), var han Danmarks dyreste fodboldspiller. Det beløb er siden blevet overgået af Joachim Andersens rekordskifte til Olympique Lyon.

Southampton, der har dansk anfører i form af Pierre-Emile Højbjerg, har fået en flot sæsonstart. Efter fem runder placerer holdet sig på Premier Leagues 10.-plads.

Jannik Vestergaard & co. møder fredag aften Bournemouth - der har danske Philip Billing på holdet - på hjemmebane.