Glen Riddersholm og Ståle Solbakken var i verbal infight i Onside på 3+, efter FC København havde slået FC Midtjylland 3-0 søndag og sørget for, at der 'kun' er otte point mellem de to mesterskabsduellanter i vinterpausen.

De to cheftrænere var ikke helt enige om hverken kampens forløb, eller hvorvidt FC Midtjylland havde fået gummiben i foråret eller ej. Flere gange blev der sendt stikpiller af sted, men det betyder ikke, at magasinet er tømt for verbale patroner.

BT fangede således Glen Riddersholm til en snak om det meget omtalte interview - og i løbet af den snak kom FC Midtjylland-træneren med en Royal Straight Flush af nye stikpiller mod sin københavnske kollega og modstander.

Stikpille 1:

»Vi er to konkurrenter med hvert vores setup. Den ene konkurrent er markant mere presset end den anden, og det kan man tydeligt mærke, og det er okay. Omvendt synes jeg også, at det hele (interviewet, red.) var med en gensidig respekt.«

Stikpille 2:

»Det er jo alment kendt, at Ståle Solbakken er en offentligt beskyttet person, som ingen tør at gå til. Det er flot af ham, at han har skabt den respekt om sig selv og sit virke. Det har han først og fremmest på grund af sine flotte resultater, men også fordi han har en enorm magt. Han er dygtig til at bruge den, men det betyder ikke, at han har patent på sandheden. Der er det rart, at man en gang imellem på saglig vis kan få lov til at modargumentere, selvom det altid er svært i sådan en sammenhæng.«

Stikpille 3:

»Jeg tror, han snakker om gummiben, fordi han er presset. En klub som FCK, der kun har vundet ét mesterskab i de seneste tre år, er presset. Når man så ser en direkte konkurrent spille med en kontinuitet, som man ikke havde forventet, så er der to ting at gøre: Den ene er at lægge sig fladt ned og erkende det, og den anden er at forsøge at spille lidt på det taktiske i kommunikationen. Men det preller af, fordi vi ikke føler, vi skal stå på mål for, at det skal være en udfordring for os, at vi har et forspring. Vi ser det tværtimod som en styrke, at vi har et forspring på otte point til dem.«

Stikpille 4:

»Hvis jeg var FCK, ville jeg fokusere ligeså meget på, at Randers og Brøndby ikke overhaler dem, for stærkere har de heller ikke været i efteråret. Vi har hver vores ting at fokusere på i vinterpausen, og så ved jeg selvfølgelig, at der vil komme en række angreb i pressen på FC Midtjylland omkring de her ting, og det tolker jeg egentlig bare som, at de ser os som en enorm trussel. Det vil vi bruge som en motivation og lade dem kommunikere med munden, mens vi vil lade fødderne tale.«

Stikpille 5:

»Min dagsorden var på værdig vis at repræsentere de værdier, vi står for i FC Midtjylland uden at lade mig fange i det spin, som Ståle forsøger på. Det er jeg ganske godt tilfreds med. Nu er det altid intervieweren, der sætter dagsordenen med sine spørgsmål, men jeg synes, det gik rigtig fint. Det var dejligt at se en indrømmelse fra Ståle på straffesparket (et ikke dømt straffespark begået af FCK's Mikael Antonsson på FCM's Jim Larsen, red.). Det er sjældent, vi ser det. Det var flot. Den ærlighed klædte ham, og vi glæder os til en helt ny Ståle i foråret.«

Det har ikke været muligt at få fat på Ståle Solbakken til en kommentar, da han har siddet i møder hele dagen.