Nye og voldsomme detaljer er kommet frem i voldtægtssagen mod den franske verdensmester Benjamin Mendy og hans såkaldte 'fixer'.

Tirsdag vidnede en 17-årig pige, og hun fortalte, hvordan hun efter en aften sammen med 'fixeren', Louis Saha Matturie, vågnede ved, at han voldtog hende.

Det skriver Sky Sports og Manchester Evening News.

Hun forklarede, at hun sammen med en veninde var taget hjem til Matturie, en mand hun beskrev som en ven, som hun havde kendt i en måned.

De fik lidt at drikke, inden hun blev træt og faldt i søvn i soveværelset hos Matturie, som af en anklager er beskrevet som en, der 'havde til opgave at skaffe kvinder og skabe situationer, hvor de kunne blive voldtaget'.

En time efter vågnede hun ved, at en mand 'prøvede at have sex med hende', forklarede hun om situationen.

Der var også en anden mand til stede den aften, som den 17-årige kvinde havde flirtet med, og hun troede, det var ham, der var gået ind i soveværelset.

»Hans hoved var på min skulder, så jeg kunne ikke se noget. Jeg troede, det var en anden fyr,« sagde hun om situationen, hvor fyren ifølge hende havde dækket sit ansigt til, og det var først da det angivelige overgreb havde fundet sted, at det gik op for hende, det var Matturie.

Louis Saha Matturie.
Louis Saha Matturie. Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

»Jeg begyndte at græde. Jeg sad der bare et øjeblik og tænkte: 'Hvad fanden?'. Så løb jeg ud. Da det skete, var jeg ikke ordentlig vågen. Jeg vågnede ordentligt på et tidspunkt, og han gik væk fra mig. Det lyder ikke som noget vildt, men det var forfærdeligt,« forklarede hun i en videooptagelse til politiet, som blev afspillet i retten.

Louis Saha Matturies forsvarer Lisa Wilding hævder, at den 17-årige var helt klar over, hvem hun havde sex med, og hun anklagede den 17-årig for at lyve i retten – noget, den 17-årige dog nægter.

Mendy, der er back i Manchester City, er tiltalt for otte voldtægter, et seksuelt overfald og en voldtægt, som ikke blev gennemført. Både han og Louis Saha Matturie nægter sig begge skyldig i alle anklager og hævder, at 'al sex har været efter gensidigt ønske'.

Meget skulle være foregået i 28-årige Mendys hjem i Cheshire, hvor der var langt til naboer. Anklageren mener, at de forurettede kvinder skulle have fået inddraget deres mobiltelefoner, mens de var i boligen.

Den franske landsholdsspiller Benjamin Mendy er sammen med Louis Saha anklaget for adskillige voldtægter.
Den franske landsholdsspiller Benjamin Mendy er sammen med Louis Saha anklaget for adskillige voldtægter. Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Ifølge anklageren gjorde Mendy og Matturie jagten på sex til en leg, hvor det var ligegyldigt, hvad kvinderne følte.

Anklagerne mod den tidligere franske landsholdsspiller strækker sig fra oktober 2018 til august sidste år.

Venstrebacken blev i 2017 hentet til Manchester City fra Monaco for over 450 millioner, og han har spillet 74 kampe i den lyseblå City-trøje.

Spørgsmålet er dog, om det bliver til flere, eller om retssagen – og en eventuel dom – får sat en stopper for karrieren.